Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Har vi uærlige politikere?

16. maj 2019, 13.05

SØNDERVANG Så fik vi endelig nyt om nedlæggelse af Plejecenter Søndervang. Den nye borgmester er meget hurtig til at tørre ethvert ansvar for Søndervangs bevarelse af, på forgængeren.

Det ses tydeligt, at det uhyre lidt, der er sket siden 2015, kun drejer sig om, og kun har drejet sig om, at planlægningen for Søndervangs nedlæggelse har skullet trækkes ud længst muligt, til forberedelse på at slippe af med institutionen, og helst, set fra kommunens side, at få den nedlagt.

Og hvorfor forholder det sig så sådan?

Plejecentret har vedligeholdelsesmæssigt intet fået, og er stille og roligt gået i forfald.

Man har aldrig villet arealudvide, så der var mulighed for modernisering og udvidelse til de ca. 40 pladser, der vil være det ideelle.

Kommunalt drevet kan en institution i den størrelse ikke køre økonomisk forsvarligt, siger kommunen, det er åbenbart kun privat fornuftig indstilling, der kan klare en sådan opgave.

Nej, lad os bygge nogle kæmpekasser, give de gamle et nummer, der passer til den firkant, de skal leve i, uanset hvor langt de kommer væk fra deres familiære og sociale netværk, og så lave en samlebåndsordning til pleje, spisning, rengøring m.m.

Er det ikke sådan planlæggerne og vel også politikerne tænker?

Når friplejehjem kan drives ganske fint, også økonomisk, kan det være svært at forstå, at det offentlige system ikke kan, ikke engang med brug af væsentlig større midler.

Som vælgere og almindelige borgere, er det efterhånden fuldstændig umuligt at have tillid til vores politiske system. Hvis eksempelvis en borgmester, oven i købet ved flere lejligheder, direkte overfor mange mennesker, lover noget, der gælder i al evighed, og kort efter trækker sig tilbage, hvornår slutter så al evighed?

Man havde i 2015 en interesseret privat køber, men ville ikke indgå i regulære økonomisk fornuftige forhandlinger. Hvorfor?

Der har været rigtig meget hemmelighedskræmmeri omkring Søndervang. Hvorfor?

Man har hele vejen igennem villet nedlægge Søndervang, så man lettere kunne få fyldt en af de store kasser, man er så ivrige efter at få opført, og derfor er en lille udvidelse af Søndervang ganske utænkelig.

Nu skal Låsby udvides ret voldsomt, og det er ganske fint, at man endelig fra kommunens side har villet indgå i et samarbejde, men tænker man mon på, at der også på kort sigt, bliver udvidet behov for ældrepleje, jo større byen bliver.

Hvad betyder det, at Låsby nu er blevet centerby? Betyder det, at der skal nedlægges institutioner, for at embedsfolk eller politikere efter nogle år finder ud af, at det var en fejl? Hvad mon det så koster?

Forkortet af redaktionen


Ordet er dit



Mere Debat
Midtjyske Meninger

Grønne gågader