Tip os log ind
  • 1/: Kulturen i ostemodnings-rummene i den nye træbygning på Klank er blevet rigtig god, fortæller Jens-Einar og Thomas Lindbjerg.
    Foto: Jens-erik Sinnbeck
  • 1/: Sådan ser den ud - osten på den nye Super Gold-liste. Den er fremstillet på et lille gårdmejeri ved Vejle og har efterfølgende hygget sig 14-16 måneder på Klank.

Gylden hæder til krystalost

Ost fra det lille firma er for tredje år i træk på den internationale Super Gold-liste
19. november 2018, 11.04

GALTEN Endnu engang har Grand Fromage, der har hovedsæde på Klank, høstet international hæder med en af sine oste.

Det er sket ved World Cheese Awards - verdens største ostekonkurrence, der er afholdt i Bergen i Norge med 3500 deltagende oste.

Her fik Grand Fromage en af sine oste på Super Gold-listen, - og det er endda tredje år i træk, at Galten-firmaet er med i dette fornemme selskab, noget, der ikke er set før.


Lagret i 24 måneder

Hæderen går til en ost med navnet Lihmskov Ekstra, der er lagret i 24 måneder og med tiden er blevet en krystalost - med store proteinkrystaller, der ligesom eksploderer i munden, når man spiser osten.

- Osten får vi produceret på det lille gårdmejeri Lihmskov i Vejle Ådal, og når den er seks-otte måneder gammel, kommer den op til os og hygger sig i endnu 14-16 måneder, fortæller Thomas Lindbjerg, der er indehaver af Grand Fromage sammen med sin far, Jens-Einar Lindbjerg.

Grand Fromage har et nært samarbejde med en række af de små danske gårdmejerier - og ligeledes en del svenske.

- Vi er glade for det gode samarbejde, vi har med de små osteproducenter, der fremstiller deres oste med passion. Vi er med i produktionen hele vejen fra opskriften, til vi fuldender osten med en unik modning, siger Thomas Lindbjerg.

Han og hans far tog for to et halvt år siden deres nye modningslager på Klank i brug. Det er et træhus opført i douglasgran, og det har vist sig, at kulturen i ostemodningsrummene er blevet rigtig god. Det spiller en stor rolle for den færdige ost - om den så skal lagre i fire måneder eller fire år.

Grand Fromage har da også høstet en jævn strøm af medaljer for sine oste i de seneste år. I Bergen blev det udover placeringen på Super Gold-listen også til en sølvmedalje for en nyudviklet såkaldt combo-ost, der er en fast ost af Samsø-typen, fortæller Thomas Lindbjerg.

Han har en baggrund som kok, mens Jens-Einar Lindbjerg har mange års erfaring i mejeribranchen, og i 1999 åbnede de sammen Grand Fromage, der siden er vokset støt og roligt.


10 ansatte

Efter en årrække på Aarhus Havn flyttede firmaet i 2016 til Klank med kontor og et stort ostemodningshus.

Udover hovedsædet på Klank har Grand Fromage to oste- og delikatesseforretninger - en i Aarhus og en på Frederiksberg. Firmaet har i alt 10 ansatte.


Ordet er dit



Mere Ry-Galten