Tip os log ind
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Gud bevare Silkeborg

12. april 2019, 12.54

BYUDVIKLING Silkeborg 2019. Efter 37 år udenbys, er jeg vendt hjem til Silkeborg, og selvfølgelig venter jeg ikke at finde byen uændret.

Vi har været på bustur rundt i Silkeborg, arrangeret af Midtjyllands Avis. Det var en deprimerende oplevelse. Man er ganske enkelt ved at ødelægge byen, og det går ikke langsomt, men med rivende fart.

Vi har fået en motorvej, og det er steget byen til hovedet. Forestiller man sig, at det halve Aarhus vil flytte hertil på grund af motorvejen? Man skulle næsten tro det, når man ser, med hvilken fart der opføres boliger. Og vi så rigtig meget grimt byggeri. Det var firkantet, fladt, overvejende gråt og alt, alt for tæt.

Og så snart man øjner en klynge træer, som kan udnævnes til natur, skal der ligge et hus, for slet ikke at tale om, hvis der kan blive udsigt til lidt vand. Byggetilladelser, dispensationer og lokalplaner sidder løst!

Jorn-museet skal flyttes -hvorfor dog? Det ligge så smukt i Indelukket. Brug de penge på noget andet. Der er nok at tage fat på. Der ligger et Torvecenter midt i byen, det ligner en ruin, og det pynter absolut ikke. Langs Fredensgade er der ved den tidligere busterminal en række skure - eller ventepladser. De burde rives ned. Bios Gård - der ligger den gamle biograf endnu, snavset, fyldt med ukrudt omkring, hvad med det?

Og så skal man huske parkeringspladser, der er allerede nu stor trængsel, og med alle de tilflyttere, bliver det ikke bedre, for man forventer vel også, at de skal ind til bymidten for at handle. Anlæg nogle store parkeringspladser ved indfaldsvejene, og sæt nogle el-shuttlebusser ind, så folk kan komme til og fra. Gratis parkering, men en mindre betaling for at køre med.

Jeg kan kun sige: Gud bevare Silkeborg (der er åbenbart ikke andre, der vil).


Ordet er dit



Mere Debat