Tip os log ind
Silkeborg Kommune har indtil videre modtaget omkring 30 klager vedrørende mågelarm fra byens borgere.
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Gode råd: Sådan bekæmper du mågerne

14. august 2018, 06.06

SILKEBORG I løbet af sommeren er mågerne i midtbyen i Silkeborg blevet en voldsom plage for de nærmeste naboer, der primært bor i lejlighederne.

Talrige opfordringer har lydt til at få noget gjort ved de skrigende måger, som larmer så meget, at det er en plage.

Indtil videre er sagen endnu ikke blevet politisk, men Silkeborg Kommune har nu lagt en stribe råd til bekæmpelse af måger ud på sin hjemmeside.

Du kan læse om de gode råd herunder. Det er alle en række ting, du selv kan gøre, uden at det er nødvendigt at søge om tilladelse.


Undgå at fodre mågerne

Det kan virke som en hyggelig idé at fodre mågerne, men det kan hurtigt give bagslag. Derfor, undgå at fodre dem og beskyt eventuelt foderbrættet med et hønsenet.


Fjern madaffald.

Sørg for at smide resterne af din pizza eller sandwich i en skraldespand, så de ikke ligger og flyder på gaden.


Lukket skraldespand

Hold skraldespande og affaldscontaineren lukket. En åben skraldespand inviterer nærmest til mågefest. Hold derfor altid beholderen lukket.


Fjern reder

Fjern begyndende mågereder. Gå dit tag efter for mågereder mindst et-to gange ugentligt i februar-marts, når mågerne begynder at bygge reder. På den måde gør du det svært for dem at slå sig ned.


Forhindringer

Gør dit tag mågefjendtligt. Benyt fysiske forhindringer som for eksempel fuglepigge, net eller stålwirer til at holde mågerne væk. Du kan også anvende forskellige former for fugleskræmsler fx rovfuglesilhuetter. Sørg ligeledes for at forhindre fuglenes adgang til lofter og andre ubenyttede rum.

Hvis de tiltag, du foretager dig, ikke er nok, kan du som grundejer søge om tilladelse til at regulere bestanden af måger ved at fjerne æg og unger. Det gør du gennem Naturstyrelsen. Linket findes også via kommunens hjemmeside.


Ordet er dit



Mere Silkeborg