Tip os log ind
- Vi er allerede i gang med vores fjerde hospital, siger Carsten Andersen, direktør i Scan Underlay, her med virksomhedens nyudviklede lyddug i hænderne.
Foto: Niels Jørgensen

Gamle dæk genbruges til at dæmpe støj i beton-byggeri

Skovby-virksomheden Scan Underlay har travlt med sin genbrugsproduktion af lydduge - og er netop indstillet til Byggeriets Miljøpris
23. januar 2018, 11.13

SKOVBY Gamle dæk genanvendes på en ny, smart måde i Skovby-virksomheden Scan Underlay.

Dækkene udgør helt op til 93 procent af materialerne i en særlig lyddug, som virksomheden fremstiller til beton-byggeri.

Dugen støbes ind i betonen og er med til at dæmpe støj og modvirke indeklima-gener i form af skimmelsvamp mv. Den støjdæmpende effekt er betydelig - den kan reducere lyd med op til 26 dB.

Skovby-virksomheden præsenterede for halvandet år siden en ny dug - Acoustic Silence - og den er blevet en stor succes blandt andet i hospitalsbyggeri.

- Vi er allerede i gang med vores fjerde hospital, fortæller direktør Carsten Andersen.

Herhjemme har firmaet leveret lyddug til nyt hospitalsbyggeri både i Skejby og i Slagelse og derudover blandt andet til to hospitaler i Australien.

Samlet er produktionen tæt på at runde 600.000 kvadratmeter, fortæller Carsten Andersen

Scan Underlays lyddæmpende duge er samtidig en miljøgevinst for samfundet. Udover at råvarerne for over 90 procents vedkommende er genbrugs-materialer, så er fremstillingen mere energi-venlig - og dermed mindre C02-udledende - end fremstillingen af gængse produkter, der laves af plastic, flamingo eller oliebaserede produkter.


Nomineret til miljøpris

Det har nu ført til, at Scan Underlay Production er blevet nomineret til den prestigefyldte Byggeriets Miljøpris - som én af 15 innovative danske virksomheder.

Prisen uddeles i forbindelse med den store byggerimesse Byggeri 18, der i marts holdes i Fredericia. Her vil 300 firmaer vise nyheder indenfor byggeriet.


Patenteret

Råmaterialet til produktionen kommer fra en fabrik i Viborg, der nedbryder dæk fra det meste af Skandinavien.

Carsten Andersen fik i 2007 patent på sine lydduge.

Oprindeligt solgte han dem til at lægge under gulve, men han fik så øje på mulighederne indenfor betonbyggeriet, og her har den videreudviklede lyddug fået rigtig godt fat, så firmaet i dag leverer til en række af landets største entreprenørfirmaer.

- Vores gummidug med en tykkelse på seks millimeter svarer til en flamingoplade på 100 millimeter, så på det punkt har vores produkt også store fordele, siger direktøren.

Da råmaterialet også er forholdsvis billigt kan Scan Underlay ligeledes levere sine lydduge til en konkurrencedygtig pris.

Virksomheden åbnede i lokaler på Ursusvej i Skovby for to et halvt år siden.

- Vi har haft fart på. Lige nu er vi otte mand, men jeg regner med, at det tal er fordoblet til næste år, siger Carsten Andersen.


Ordet er dit



Mere Ry-Galten