Tip os log ind
  • 1/: Anne Heeager (R) stormede ind i byrådet med over 600 personlige stemmer.
    Foto: Martin Ballund
  • 1/: Jørgen Gaarde kunne glæde sig over 4.823 personlige stemmer - nok til at slå hans egen rekord fra 2013.
    Foto: Martin Ballund
  • 1/: Claus Leick (SF) gik personligt tilbage, men glæder sig over partiets fremgang.

Gaarde trak stemmer som aldrig før

Jørgen Gaarde fik en personlig valgsejr med det største antal personlige stemmer i kommunens historie. Andre klarede sig knap så godt. Her er nogle af valgets personlige vindere og tabere
24. november 2017, 10.25

RY/GALTEN/SKANDERBORG Ud over at bevare det røde flertal og borgmesterposten i Skanderborg Kommune blev valget også en personlig valgsejr for borgmester Jørgen Gaarde (S), som med 4.823 vælgeres kryds fik det største antal personlige stemmer i kommunens historie.

Dermed slog han sin egen rekord fra 2013 med knap 400 stemmer og Jens Grønlunds (V) gamle rekord fra 2005 med over 1000.

- Det kan jeg kun være stolt af og samtidig glæde mig over, at der også er andre kandidater end mig, der har fået mange personlige stemmer, siger borgmesteren.

- Det er dejligt at få den anerkendelse fra borgerne, og det giver en god mavefornemmelse, når dagene indimellem er lange. Selvfølgelig er det også en forpligtelse, siger borgmesteren, som i øvrigt glæder sig over, at der er kommet mange nye ansigter i byrådet.

- Det giver friskt mod på fire år mere, der tegner til at blive interessante og spændende med mange nye kræfter og ideer, som vi skal tage godt imod, siger han.


Udfordrer klarede opgaven

Blandt de nye er to af valgets andre store stemmeslugere og Jørgen Gaardes politiske modstandere i valgkampen Anders Laugesen (V) og Thomas Cordts (K) - begge fra Ry, som også kan glæde sig over flotte personlige stemmetal.

Trods partiets tilbagegang klarede debutanten Anders Laugesen sig bedre på personlige stemmer end sin forgænger Søren Erik Pedersen (V), da han stillede op mod Jørgen Gaarde i 2012.

Claus Bloch (V) fik også et flot valg med lidt flere personlige stemmer end sidst og indtager en fjerdeplads på top 10.

Ry-kandidaten Jens Szabo (V) klarede sig også pænt. Med 494 personlige stemmer gik han marginalt tilbage i forhold til 2013.

- Det er jeg meget tilfreds med. Vi har jo været mange om buddet i Ry, siger Jens Szabo, som kort før valget var en af de kandidater, der tog Ry-sagen op.

- Jeg tror ikke, det har haft betydning for resultatet for mit vedkommende. Resultatet er på niveau med sidst, og jeg har haft en fast kurs, og folk véd, hvad jeg står for, siger Jens Szabo.


Radikal debutant stormede ind

Fra Venstre fik Birthe M. Andersen også et flot valg med 619 stemmer, mens formand for Ungerådet, Robert Ladefoged Laursen (V) ikke kom ind.

Den tidligere konservative kandidat Jan Krogh, som denne gang stillede op for S, ser ud til at blive straffet for sit partihop. Han fik 141 personlige stemmer mod 432 sidste gang.

Kurt Rønne (K), der er tidligere formand for Seniorrådet kom heller ikke ind.

De Radikales spidskandidat Tage Nielsen klarede sig som ventet godt, og blev valgt ind med tredjeflest personlige stemmer. Langt mere overraskende var det at R-debutanten Anne Heeager fik næsten lige så mange og dermed kunne sikre sig femtepladsen.

Katja Hillers (R), der stillede op på baggrund af Ry-sagen fik 216 personlige stemmer og kom ikke ind.


Leick (SF) og Fischer (S) gik tilbage

Fra SF sikrede Claus Leick sig en plads som nummer syv på top 10. Han mistede dog cirka 150 personlige stemmer i forhold til sidst, men det kommer ikke bag på ham.

- Jeg regnede også med, at jeg skulle gå lidt tilbage. Folk stemmer lokalt, og sidst var jeg den eneste SF-kandidat fra Ry, men denne gang var der flere at vælge mellem - blandt andet flere kvinder i lokalområdet, siger Claus Leick, som glæder sig over, at partiet kan notere sig en samlet fremgang i Ry og Gl. Rye.

En anden, der har fået færre personlige stemmer, er formand for Plan - og Miljøudvalget Frands Fischer (S), der sidste gang var i top 3.

Denne gang fik han 512 personlige stemmer mod 713 sidst og sidder således stadig sikkert i byrådet.

- På den måde er jeg egentlig meget godt tilfreds. Siden sidste valg har jeg fået job som rektor og fået Storm på to og et halvt, så jeg har ikke haft den samme tid til at gå på gaden og føre valgkamp. Når jeg husker mig selv på det, er jeg glad og tilfreds med de stemmer, jeg har fået, siger han.


Ordet er dit