Tip os log ind
Med ultrakort varsel erstatter Jakob Fuglsang Fabian Cancellara i holdmotionscykelløbet Chasing Cancellara, der køres i Silkeborg på søndag.
Foto: Flemming Hansen

Fuglsang kører i Silkeborg søndag

Den silkeborgensiske Astana-kaptajn erstatter en fodskadet Fabian Cancellara i holdmotions-cykelløbet Chasing Cancellara
23. august 2018, 14.22

silkeborg Danmarks for tiden mest lysende cykelstjerne, Jakob Fuglsang, vender på søndag for en stund forbi sin fødeby Silkeborg for at køre løb.

Det sker, når den danske holdkaptajn på Astana-holdet med meget kort varsel erstatter den schweiziske tempospecialist Fabian Cancellara, der ellers var udset til at være hovednavnet i det store holdmotionscykelløb Chasing Cancellara med start og mål på Sejsvej i Silkeborg.

Det er schweizerens læge, der har nedlagt startforbud for Cancellara, fordi hans brækkede fod fortsat ikke kan holde til udfordringerne på dansk asfalt.

Holdmotionscykelløbet ventes at samle op mod 80 hold á fire ryttere, som skal ud på en knap 55 kilometer rundstrækning nordvest og vest for Silkeborg.

Konceptet er, at Jakob Fuglsang og mandskab sætter den første tid, som resten af holdene så skal jagte.


Fuglsang styrker løbet

Folkene bag Chasing Cancellara har de seneste døgn ligget vandret for at finde en passende erstatning for det schweiziske verdensnavn, og set fra et lokalt Silkeborg-synspunkt gør det bestemt ikke eventen mindre interessant, at det netop bliver Jakob Fuglsang, der erstatter OL-guldvinderen.

- Vi har fokuseret meget på, at det virkelig skulle være navne fra øverste hylde for at sikre, at deltagerne fortsat får en unik oplevelse. Jakob er Danmarks største cykelstjerne, og det er fantastisk, at han også synes, Chasing Cancellara-formatet er så spændende, at han er klar til at stille op, siger Bjarne Riis fra Virtu Cycling Group, der arrangerer løbet.


Tour-vinder kommer

Trods den skadede fod kommer Fabian Cancellara skam stadig til Silkeborg på søndag, og han får endda følgeskab af Tour de France-vinderen fra 2008, Carlos Sastre, der både kører i Silkeborg søndag og Farum mandag - det samme gør i øvrigt Jakob Fuglsang.

- Jeg troede til det sidste på, at jeg blev klar, men jeg bliver også nødt til at lytte til min læges dom og acceptere den. Men jeg kommer stærkt tilbage igen til næste år, lyder det fra Fabian Cancellara.

Mens klatreren Sastre med sit hold »Sastre and Friends« stiller op sammen med ukendte folk, er Jakob Fuglsangs hold anderledes kompetent og naturligvis en favorit til at køre dagens hurtigste tid.

Ud over Fuglsang er der nemlig tale om Rasmus Guldhammer, Torkil Veje og så ikke mindst holdets træner, Silkeborg-drengen Daniel Holm Foder, der ligesom Fuglsang kommer til at køre på hjemmebane.


Ordet er dit



Mere Silkeborg