Tip os log ind
  • 1/: Frivillige fra Missing People fik hjælp fra flere lokale, der ville hjælpe med at lede efter den 64-årige demente mand, der var været savnet siden onsdag eftermiddag,
    Foto: Martin Ballund
  • 1/: Hjemmeværnet stillede med en gruppe, der var klar til at gå fra hus til hus.
  • 1/: Der var frivillige fra hele landet på gaden. Mia Schødt fra Hobro har hjulpet til ved eftersøgninger i seks år.

Frivillige ledte efter Gert

Stor bekymring over 64-årig dement, der har været forsvundet fra Salten siden onsdag eftermiddag. Politi, hjemmeværn og frivillige fortsatte eftersøgning fredag eftermiddag
26. april 2019, 18.53

Them/SALTEN Frivillige gik fredag eftermiddag fra dør til dør for at finde 64-årige Gert, der har været savnet siden onsdag eftermiddag, hvor han forlod bostedet Pilebakken i Salten. Seneste melding fra politiet er, at han fortsat ikke er fundet. Politiet beder lokale om hjælp til at finde ham.

Politi, hjemmeværn og Missing People brugte medborgerhuset Toftebjerg i Them som udgangspunkt for eftersøgningen fredag eftermiddag, der foregik i Salten og Them.

- Et vidne mener at have set Gert ved Rema 1000 i Them onsdag aften omkring klokken 21.30. Derfor er der en sandsynlighed for, at han stadig er i området, oplyste politiets indsatsleder Michael Leander.

Gert er dement og kræftsyg, og han er formentlig for svag til at bevæge sig længere bort.

- Det er usædvanligt, at han har været i stand til at gå så langt væk fra bostedet, som han tilsyneladende har. I de fleste tilfælde bliver bortgåede demente fundet inden for en kilometer fra det sted, hvor de bor, siger Michael Leander.

Politiet har onsdag og torsdag ledt efter Gert med hunde og en helikopter udstyret med termisk kamera.

Det gav ikke noget resultat, og derfor blev eftersøgningen udvidet fredag eftermiddag, hvor der blev ledt i haver, hække, udeskure og lignende.

- Hvis han er blevet træt, så er det sandsynligt, at han kan have sat sig et sted for at søge ly, siger Michael Leander.

Missing People stillede med en mindre gruppe frivillige, hvor nogle var kørt langvejs fra for at være med.

Der var også lokale, der mødte op ved medborgerhuset for at melde sig til eftersøgningen.

Maria Budde, Ejstrupholm, og Cecilie Boris, Them, begge 22 år, havde allerede torsdag ledt efter Gert. De trak fredag eftermiddag i Missing Peoples karakteristiske refleksveste, da de skulle gå fra dør til dør i området omkring kirken og plejecentret.

- Når det er en dement, der går hjemmefra, så er det megavigtigt, at vi prøver at hjælpe, siger Maria Budde, der tidligere har været elev på Pilebakken og derfor kender Gert.

- Them er også en by, hvor man står sammen og hjælper hinanden. Der er allerede mange, der har været ude at lede selv, siger Cecilie Boris.

Gert er 196 centimeter høj og har blond hår. Da han gik fra Pilebakken, var han iført mørkeblå joggingbukser og en grå T-shirt. Han har tatoveringer på begge arme.



Ordet er dit