Tip os log ind

Forureningsbombe, eller bare sund fornuft?

14. september 2017, 13.21

SKATTEREFORM Jeg kan forstå, at jeg er kommet til at træde Enhedslisten over tæerne ved mit seneste læserbrev, hvor jeg skriver, at jeg vil komme bureaukratiet til livs for at få en bedre offentlig sektor. Det fik i hvert fald Lene Fruelund d. 11 september til at skrive et længere læserbrev om, hvor meget jeg ønsker skattelettelser til de rigeste. Og at jeg, som LA'er, ønsker, at der bliver købt biler, der forurener mere.

Det er selvfølgelig helt korrekt, at vi i Liberal Alliance ønsker at lette skatten, når der er råd, i stedet for at bruge borgernes penge på alt muligt, der ikke er kommunens opgave. Vi ønsker at lette skatten for alle. Både for dem, der lægger rigtig mange penge i vores fælles kasse, og for dem, der får udbetalt så lidt, at de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. De kan nu se frem til at få udbetalt mere på grund af skattelettelser.

Det er også helt korrekt, at vi i Liberal Alliance ønsker, at danskerne har råd til at købe lidt mere sikre biler. Og her ynder kritikere, inklusive førnævnte, at fremføre det som en sand forureningsbombe, at danskerne får råd til at købe lidt bedre biler. Det er selvfølgelig noget sludder. Faktisk kan det være helt omvendt. En ny VW Golf med den mest brændstoføkonomiske motor kører 25,6 km/l. Hvis vi så går en klasse op og ser på den mest brændstoføkonomiske Passat, kører den faktisk 27 km/l. Så det er faktisk helt paradoksalt, at et parti, der kalder sig grønt, både er imod at danskerne - også de lavtlønnede - får flere penge i form af skattelettelser, og får råd til lidt bedre og sikrere biler i form af sænkning af registreringsafgiften.


Ordet er dit