Tip os log ind
Efter prisuddelingen sagde Aase Marie Ottesen (tv): - Jeg er enormt beæret over at modtage Alzheimer-forskningsfondens pris. Det er en stor anerkendelse og det giver mig endnu mere motivation til at fortsætte mit arbejde. Når nu der ikke findes en pille, der kan kurere demenssygdomme, er det vigtigt at vi udvikler andre metoder til at gøre livet bedre for mennesker med demens. Helle Waagepetersen sagde: - Det betyder rigtig meget at modtage denne her pris. For mig understreger den, at vores forskning giver mening og er med til at gøre en forskel. Min far levede selv med demens i 15 år, hvilket både har været en motivation og fået min forskning til at virke tættere på virkeligheden.

Forskere fik Alzheimerpris for særlig indsats

To ildsjæle inden for forskning i demenssygdomme fik Alzheimer-forskningsfondens pris på to gange 100.000 kroner
11. september 2018, 11.40

I anledning af Demensugen har Alzheimerforeningen og Alzheimer-forskningsfonden uddelt to priser á 100.000 kroner til forskere, der har gjort en ekstra indsats for demensområdet.

Priserne blev uddelt af Asger Aamund, der er formand for den uafhængige Alzheimer-forskningsfond, og de gik til henholdsvis sygeplejerske og Post.doc, Aase Marie Ottesen, Institut for Kommunikation og Psykologi, Forskerskolen i Musikterapi, Aalborg Universitet, og professor (MSO) in Cellular Neuropharmacology, Helle Waagepetersen, institutleder ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi, Københavns Universitet:

I begrundelsen for prisen til Aase Marie Ottesen hed det: Igennem sin karriere har Aase Marie Ottesen vist, hvordan nærvær kan få plads i en professionel omsorg for mennesker med demens. I sit arbejde viser hun vejen for, hvordan sygeplejefaglig viden kan kobles med viden om kommunikative processer, læringsteori og indsigt i demens. I sin forskning anvender hun ikke blot metoder som musik, Marte Meo og Dementia Care Mapping, men går skridtet videre og beskriver hvordan sådanne metoder kan omsættes til hverdagspraksis og bruges, så omsorgsgivere får et fagligt løft. .

I begrundelsen for prisen til Professor Helle Waagepetersen hed det blandt andet: Helle Waagepetersen tildeles Alzheimer-forskningsfondens pris for sit bidrag til at skabe betydelige gennembrud i vores forståelse af hjernens metabolisme, og af hvorledes forskellige celletyper i hjernen samarbejder om de komplicerede metaboliske processer. Denne viden anvender hun til studier af neurodegeneration i form af bl.a. Alzheimers sygdom for at finde nye muligheder for behandling af denne alvorlige tilstand.

Det er 16. gang, at Alzheimer-forskningsfondens pris uddeles.


Ordet er dit



Mere Navne