Tip os log ind
Ali Najel og Line Mansour modtog et et-årligt arbejdslegat på 25.000 kroner for deres arbejde med at hjælpe flere unge ud af bandekriminalitet under Finn Nørgaard Foreningens uddeling af priser ved et arrangement i Landstingssalen på Christiansborg.
Foto: Mads Claus Rasmussen/ritzau Scanpix

Forældre til udsatte unge fik Finn Nørgaard-pris

Finn Nørgaard Foreningen giver på årsdagen for skudangreb pris til forældre til unge i udsatte boligområder
15. februar 2019, 11.01

PRISUDDELING På årsdagen for skudattentatet i København, hvor filminstruktør Finn Nørgaard og den jødiske vagt Dan Uzan blev dræbt i 2015, uddelte Finn Nørgaard Foreningen i går for fjerde gang en velgørenhedspris.

Årets pris gik til fædre og mødre til unge i udsatte boligområder i de to foreninger Baba og Bydelsmødrene. Med prisen følger 50.000 kroner.

Sammen med prisen uddeltes også et arbejdslegat på 25.000 kroner til projektleder og tidligere skoleleder Line Mansour og Ali Najei, der tidligere var en del af bandemiljøet, for deres arbejde med at hjælpe unge ud af bandekriminalitet.

Finn Nørgaard Foreningens ildsjælspris gik til stifter af Mino Danmark, Niddal El-Jabri. Han fik prisen for sin ekstraordinære indsats for at sikre, at det kan lykkes for børn af indvandrere at bryde med den ulighed, som de kan have arvet fra deres forældre.

Torben Larsen, formand for Finn Nørgaard Foreningen, begrunder valget således:

- Ethvert barn har brug for et trygt hjem og støtte fra kompetente forældre.

- Derfor er det med stor glæde, at vi anerkender det fantastiske arbejde, BABA og Bydelsmødrene udfører til daglig under vanskelige omstændigheder. Sammen med Line Mansour, Ali Najei og Niddal El-Jabri repræsenterer de nogle af de kvaliteter, vi sætter højt i Finn Nørgaard Foreningen.

Foreningen er stiftet af Finn Nør-gaards familie og hans nærmeste venner, efter at han blev dræbt af gerningsmanden Omar el-Hussein under angrebet på Krudttønden på Østerbro.

Angrebet fandt sted for fire år siden. Senere samme aften affyrede gerningsmanden også skud foran synagogen i Krystalgade i København. Her blev Dan Uzan, som stod vagt foran synagogen, dræbt.

Finn Nørgaard blev 55. Dan Uzan blev 37. /ritzau/


Ordet er dit



Mere Navne