Tip os log ind
4.1.1

Fiskepræmier for 90.000 kroner som lokkemad

05. september 2017, 14.15

bjerringbrO Når kalenderen viser september, betyder det, at Østjyllands største fiskekonkurrence i ferskvand er lige rundt om hjørnet

Og igen i år afvikler Gudenåens Ørredfond den traditionsrige Gudenåkonkurrence fra fredag den 15. september klokken 16 og et døgn frem, hvilket giver mulighed for at fiske i et helt døgn.

Konkurrencen har været afholdt siden 1971 og har med årerne vokset sig større og større. I år er der præmier for 90.000 kroner.

Det er de fire foreninger Bjerringbro Sportsfisker Forening, Langå Sportsfisker Forening, Randers Sportsfisker Klub samt Hadsten Lystfisker Forening, der lægger fiskevand til konkurrencen, hvilket betyder, at der kan fiskes fra lidt nedstrøms Tangeværket til Randers Bro samt i Lilleåen - enkelte parceller dog undtaget.

Konkurrencen samler typisk mellem 250 og 400 deltagere, der ud over et normalt godt fiskeri efter laks og havørred også indbyder til hyggelig grillaften fredag aften på Langå stadion.

- Vi håber på at samle rigtig mange lystfiskere, da overskuddet går ubeskåret til at støtte fiskebestanden i Gudenåen, siger formanden for Bjerringbro og Omegns Sporsfiskerforening - og talsmand for konkurrenceudvalget - Jan Hyllested.

Han tilføjer, at der i 2017 hidtil har været et rigtig godt laksefiskeri i Gudenåen, og der har også været et fint havørredfiskeri i Lilleåen, så forudsætningerne er absolut til stede for en god konkurrence. ks


Ordet er dit