Tip os log ind
I 2003 blev Peter Kemp valgt som præsident for Føderationen af Filosofiske Foreninger, og han blev medlem af det franske akademi for moralske og politiske videnskaber i 2016.
Foto: Liselotte Sabroe/ritzau Scanpix

Filosof og teolog Peter Kemp er død

Peter Kemp blev af flere set som en af Danmarks fremmeste filosofiske tænkere
06. august 2018, 11.05

Efter længere tids sygdom er den danske filosof og teolog Peter Kemp død, 81 år gammel.

Det oplyser familien til Politiken lørdag.

Kemp var en af Danmarks mest kendte filosoffer i nyere tid og var også internationalt anerkendt.

Hans livsværk var at omdanne klassisk, fransk filosofi til moderne, folkelig filosofisk tænkning.

I mere end 30 år var han ansat ved Filosofisk Institut på Københavns Universitet - først som lektor og siden som institutleder.

I 2001 blev han ansat som leder af Institut for Pædagogisk Filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet

Filosoffen og teologen skrev bøger som »Verdensborgeren«, »Den hvileløse tanke« og »Et liv der ikke dør« om Kemps afdøde hustru, der døde af kræft på datteren Helenes etårsfødselsdag.

Han gjorde sig også bemærket i debatten om kræftbehandling som fortaler for alternativ behandling.

I løbet af sin karriere havde Peter Kemp en stærk fransk forbindelse, og hans disputats blev noget utraditionelt oversat til dansk.

Den danske filosof havde nemlig skrevet den på fransk.

Hans disputats, »Théorie de l'engagement«, var langt fra enestående i forfatterskabet. Ud af de omtrent 40 bøger, han har skrevet, var en fjerdedel af dem på fransk. /ritzau/


Ordet er dit



Mere Navne