Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Faretillæg, min bare ...

16. november 2018, 11.46

Tirsdag aften havde jeg nøglet mig sammen i sofahjørnet med en god bog, et strikketøj og min let forkælede kat, så tiden var smuttet, blev jeg klar over, da telefonen kimede kl. 1.45. Det var en datter, der ringede fra skadestuen og bad om at blive hentet lidt senere.

Hun arbejder som sygeplejerske i nattevagt på en psykiatrisk afdeling, og hun var netop denne nat blevet voldsomt overfaldet af en patient. Jeg kørte af sted efter hende, og da jeg kom ind på skadestuen, gik det op for mig, at der på vagt denne nat kun var hende - hun er lille og spinkel - og en ligeledes spinkel mand i tresserne. På en nattevagt kan personalet komme ud for at skulle løbe til alarmer på andre afdelinger, men også nogle gange at skulle ordne praktiske opgaver som fx tøjvask. Så i princippet er der nogle gange kun et personale på afdelingen.

Min datter og hendes kollega havde i det her tilfælde været i regulær livsfare. De var meget forslåede, selvom de havde prøvet at skærme sig ved at krybe ind under et bord. Bare lige: Der var nødt til at være fem hærdebrede politifolk til stede, før patienten kunne beroliges.

Min datter får hver måned et beløb, som er en slags faretillæg, der gives til personale på lukkede, psykiatriske afdelinger. Det er altså anerkendt, at jobbet er farligt. Det, der så gør mig vred, er, at man lader det blive ved faretillægget i stedet for at give flere ressourcer til området. Så usikkert ville man ikke lade ret meget andet fungere. Tænk, hvis man på byggepladser sparede hjelmene væk og i stedet gav medarbejderne et beløb for at arbejde med bart, sårbart hoved. Utænkeligt ikke! Man bør i stedet arbejde på at gøre jobbet sikkert at være i.

Den enkelte medarbejder kan miste liv, førlighed og livskvalitet. Der er dermed også børn, ægtefæller og forældre, der går med et konstant alarmberedskab, når de sender deres pårørende af sted.

Ligeledes ville jeg være bekymret over at være pårørende til patienter på afdelingerne. Det er ikke befordrende for helbredelse, hvis der er vold og tumult. Kontakten og snakkene med personalet må også være en del af det at komme sig, men det bliver der ikke megen tid til med to på job, som måske skal tage sig af praktiske opgaver og alarmer på andre afdelinger.

Set fra mit sofahjørne bør der være flere på arbejde ad gangen, så der aldrig er en ansat, der kan komme til at stå alene. Og skal man virkelig have patienter med voldsdomme sammen med psykisk meget sårbare patienter?

Som det er nu: Slet ikke i orden!


Ordet er dit



Mere Debat