Tip os log ind
Omkring 1000 mennesker plejer at hygge sig med musik og fadøl til musikfestivalen FestiSall, som i år afvikles lørdag den 1. august.?w
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Fantastisk med FestiSall for 16. gang

Velkendte og nye navne er klar til at give den gas i skolegården på Frijsendal Friskole den 1. august
20. juli 2015, 12.54

SALL - Alt er som det plejer. For gode traditioner skal man ikke lave om på.

Sådan lyder det muntert fra FestiSalls formand Bjarne Frost Hansen forud for den 16. udgave af amatørmusikfestivalen FestiSall.

Den afvikles i år lørdag den 1. august i skolegården ved Frijsendal Friskole i Sall.

At konceptet er uændret, betyder at der igen i år er gratis adgang til 12 timers live musik i skolegården fra kl. 13 til 01 fra to scener.

Programmet indeholder som vanligt en række nye navne i FestiSall sammenhæng samt et genhør med flere gode gamle FestiSall kendinge. Blandt de nye kunstnere er Rene Likehunter Nielsen, hvis navn sikkert klinger bekendt blandt X-Factor fans.


Nye og velkendte navne

På bandfronten siger FestiSall-folket goddag til rockorkestret Kuko de Kobra, hvis forsanger Jørgen Sharling dog er en garvet FestiSall-kunstner. Kuko spiller hård, energisk og melodiøs rock. Blandt andre nye navne er rockorkestrerne City Bull Bison og Blændværk samt »danseorkestret« Knuderne.

Programmet byder desuden på et genhør fra sidste år med den unge sing-and-song-writer Christoffer Nielsen samt den mere garvede Michael Hamilton. Garvede Festisall-gængere kan også glæde sig til et genhør med Trine Rix-Band, der vil servere en række dansevenlige hits for gæsterne.


Nørgaard er konferencier

- Vi ser desuden frem til et fast genhør med freestyle rapperen One Hand, de lokale helte Erik & Eigil, bandet Trusser, John Sharling, Wilskud og naturligvis vores trofaste konferencier og rimsmed John Nørgaard, fortæller Bjarne Frost Hansen.

Gnags-fortolkerne fra Mr. Swing King er også klar til nostalgisk fest på asfalten med fællessang og hoppen til Rytme Hans, Gåtur med hunden gennem byen og Lav sol over Århus. Nostalgisk bliver det også, når Hank og Allstars-holdet slutter festen af fra store scene med en hyldest til blueskongen B.B. King, som sagde farvel til denne verden den 14. maj i år.

Mad må medbringes men kan også købes i boden. Derimod skal alle drikkevarer købes på stedet.

Lørdag den 1. august kl. 13-01: Frijsendal Friskole: FestiSall


Ordet er dit