Tip os log ind

Facebook og Fætter BR

11. februar 2019, 12.41

Jeg har en god jævnaldrende ven, bosat i Bryrup - uddannet journalist og toppede og sluttede sin karriere med at bestride et betydningsfuldt job som informationschef i en større virksomhed.

Når jeg (i ganske få øjeblikke hø-hø) kommer i tvivl om noget, frekventerer jeg ofte ham til råds for at høre hans mening.

For mange år siden spurgte jeg ham om, hvad betydningen af Facebook var.

Han forklarede mig, at Facebook i princippet er en verdensomspændende netavis, hvor man selv er journalisten, dog uden det filter som en journalist normalt har igennem sin chefredaktør.

»Så tænk dig godt om, inden du går til tasterne for selv at skrive eller kommentere«, sluttede han.

Det var et godt råd, og det har jeg fulgt lige siden, selvom det engang imellem klør i fingrene for en harsk kommentar til dit eller dat på Facebook.

Midtjyllands Avis havde i lørdags dedikeret forsiden og side 2 og 3 til hændelser på Facebook.

En smykkehandler havde fået en bøde på 5000 kr. for at efterlyse og vise billeder på Facebook af nogle tyveknægte, som stjal fra hans butik. Harmløst og fornuftigt efter min mening, men det kræver åbenbart, at nogle love skal revideres, for at man må det.

Side 2 var fyldt med en hændelse om en folketingskandidat for Nye Borgerlige. Hendes datter i 9. klasse kom hjem og fortalte, at hendes lærer beskyldte de Nye Borgerlige for at være landsbytosser.

Det tog folketingskandidaten ilde op, og hun røg straks til Facebook tasterne og berettede om sin utilfredshed med læreren.

Her skulle folketingskandidaten - efter min mening - have lyttet til min gode ven, og undladt at tage emnet op på Facebook og i stedet have kontaktet skolen med sin klage. Men så var hun jo nok ikke kommet i avisen.

Og til en helt anden boldgade. Fætter BR er tilbage.

De dygtige detail folk i Salling Group har besluttet, at de alligevel vil genåbne 25 butikker i danske handelsbyer.

Og det er bare en dejlig nyhed i disse tider, hvor der hele tiden tales om butikslukninger. Og det bliver spændende, i hvilke byer disse 25 butikker skal åbne.

Et institut for detailhandel, ICP, spår nemlig, at Danmark inden for få år vil være reduceret fra ca. 70 handelsbyer til ca. 30.

Og hvilke byer det er, tror jeg man ved rigtig meget om i Salling Group.

Håber sørme at Silkeborg får en Fætter BR igen!!!


Ordet er dit



Mere Debat