Tip os log ind
Thomas Bjørn på banen i Rensenbro ved en tidligere lejlighed.
Foto: Jens Anker Tvedebrink

Europa Tour-golf kommer til Silkeborg

Lokale Thomas Bjørn er blandt deltagerne, når Europa Tour-turneringen i golf, Made in Denmark, i 2018 spilles på Silkeborg Ry Golfklubs bane i Resenbro
02. maj 2017, 10.28

Silkeborg bliver i 2018 sat på golfens verdenskort. Midtjyllands Avis erfarer, at Europa Tour-golfturneringen Made in Denmark næste år spilles på Silkeborg Ry Golfklubs bane i Resenbro. Her vil nogle af verdens bedste golfspillere komme til dyste om en samlet præmiesum på omkring 11 millioner kroner.

Heriblandt lokale Thomas Bjørn, der dermed kommer til at spille på den bane, han kender ud og ind, og hvor han selv har stået for at designe et par af banens huller.

Thomas Bjørn er samtidig kaptajn for det europæiske Ryder Cup-hold.

Made in Denmark har de senere år været hjemmehørende på Lars Larsens golfbane i Himmerland. Jysk-ejeren med bopæl i Svejbæk, har været den væsentligste økonomiske drivkraft bag den store golfturnering i Danmark, der er en af ca. 50 årlige turneringer i fortrinsvis Europa, men også i Asien, Australien og Afrika.

Turneringen har publikumsmæssigt været en stor succes, og i Silkeborg er der udsigt til en invasion af op mod 100.000 tilskuere. De kommer til at lægge pres på ikke bare Silkeborgs, men hele regionens overnatningssteder.

Golfturneringen passer desuden perfekt ind i Visit Silkeborgs strategi om at promovere Silkeborg og omegn som Danmarks outdoor hovedstad.

En analyse af Made in Denmark 2015, foretaget af University College Nordjylland og Visit Denmark, viser, at golfturneringen skabte et turismeforbrug på godt 62,5 millioner kroner i Himmerland.

Made in Denmark blev første gang afviklet i Danmark i 2014. Det er første gang, at turneringen flytter væk fra Lars Larsens golfbane, Himmerland Golf & Spa Resort.


Ordet er dit