Tip os log ind
Både sammen med hustruen Sonja og den øvrige familie holdt Günther Marciniak meget af at rejse. Her er han fotograferet på en rejse i Singapore.

Et ærligt og kærligt menneske

Günther Marciniak kom fra Sydslesvig til Danmark, hvor han opbyggede et godt liv som murer og kærlig familiefar
10. august 2018, 12.00

Familien Marciniak har skrevet følgende mindeord over Günther Marciniak, Silkeborg, der blev 79 år:

Günther Marciniak kom til verden i Bredsted i det nordlige Tyskland. Året var 1939, som var en svær tid med fattigdom og store tab for mange familier. Günther mistede tre år gammel sin far til krigens rædsler, men livet gik videre med to søskende og en mor, der gennem mange år var syg. 14 år gammel mistede Günther også hende.

De tre søskende blev adskilt og sendt til tanter og onkler, der havde overskuddet til at tage sig af dem.

Günther kom til moderens tvillingesøster og hendes mand. De havde ingen børn selv, og de tog Günther til sig som deres egen søn.

Han blev som så mange andre børn fra Sydslesvig sendt til Danmark som feriebarn, og det blev starten til et nyt liv i Danmark.


I lære som murer

Senere kom Günther på Levring Efterskole, hvor han blev gode venner med Bent, hvis far, Laurits Johansen, var murermester i Øster Bording, og det blev Günthers chance for en læreplads som murer. Kathrine og Laurits' familie tog godt imod Günther, som på den måde blev en del af deres store familie.

Günther mødte Sonja, og de sagde ja til hinanden i Grønbæk Kirke i sommeren 1962. Sammen byggede de et dejligt hus på Jordkærvej ved Øster Bording, hvor de fik fire børn - to døtre og to sønner - og i takt med at børneflokken voksede, blev huset udvidet.

Da Günther arbejdede som murer, var han ofte væk hjemmefra, mens Sonja sørgede for at passe børn og hjem.

Efter knap 50 år på Jordkærvej kom motorvejen, huset blev eksproprieret, og parret flyttede til Frank Jægersvej. Huset blev godt indrettet, og Günther sørgede selvfølgelig for, at det også fik en tilbygning.

Her begyndte han at interessere sig for haven, som han gik meget op i at holde til punkt og prikke.

Sonja og Günther har været på rejser mange steder i verden, og de var altid klar til en ny tur. Ture til Australien på familiebesøg stod højt på ønskelisten, ligesom krydstogter også var blandt deres favoritter.

Sidste sommer havde hele den store familie fornøjelsen af at blive inviteret på krydstogt rundt i Norden til megen stor glæde for alle.


Altid klar til at hjælpe

Günther var en vellidt person, der altid var klar til at hjælpe andre. Han var meget retfærdig og ærlig, og han ville ikke skylde nogen noget - en egenskab, han lod gå videre til sine børn.

Tålmodighed var ikke hans største kompetence, og der var en del temperament. Især i fodbold, som han dyrkede aktivt hele sit liv indtil for få år siden, hvor en overrevet akillessene til hans store ærgrelse satte en stopper for det.

Det var altid underholdende at se fodbold og håndbold på tv sammen med ham. Han havde altid en klar holdning til, hvad spillerne burde eller ikke burde og kunne have gjort bedre.

Han var i mange år frivillig træner og hælper i ØBG, og der blev lagt hus til mange fodboldafslutninger gennem årene.

I det hele taget var Günther glad for gæster, som tit kom på besøg hjemme i gårdhaven.

Han var også et stort »legebarn«. Han var vild med gokarts og elektriske biler, og han havde en fjernstyret helikopter, en drone og en jeep, som han fik i julegave. Derudover havde han en sportsvogn og motorcykel i garagen.

Interessen for det tekniske bevirkede også, at han var »med på beatet« med elektroniske ting som tv, video og i de senere år PC og Ipad.


Var der for børn og børnebørn

Trods et travlt arbejdsliv var han der altid for sine børn, som han gerne hjalp, hvis der var nogen, der skulle have hjælp eller gode råd, når de skulle bygge om. Han var også altid parat til at passe børnebørnene, som han holdt så meget af, og han var en stor hundeelsker - gennem hele livet havde han en hund hos sig.

Desværre blev hans sidste leveår præget af sygdom. Det blev til mange ture til især kræftafdelingen på Århus Universitetshospital, hvor han gennemgik mange smertefulde behandlinger i forsøget på at komme kræften til livs. Hele vejen igennem omgivet af hustru, børn, svigerbørn og den nærmeste familie, der fulgte ham gennem den svære tid.

Günther Marciniak efterlader sig de fire børn, Ronny, Ronald, Dianna og Yvonne, hustruen Sonja samt svigerbørn og børnebørn.

Han bisættes fra Balle Kirke lørdag 11. august - præcis samme dato, hvor han for et år siden modtog den triste besked om kræftsygdommen.


Ordet er dit



Mere Navne