Tip os log ind
Connie Kristiansen blev blot 56 år.

Et fantastisk menneske er gået bort

Connie Kristiansen var et rigtigt familiemenneske og gennem mange år en værdsat medarbejder og kollega på Solhjem i Sjørslev
15. november 2018, 12.30

MINDEORD Svigerinderne Bente Bech Jakobsen og Annie Bech Nielsen har skrevet følgende mindeord over Connie Kristiansen, Ungstrup:

Med stor sorg modtog vi i mandags beskeden om, at vores elskede svigerinde og tante, Connie Kristiansen, Ungstrupvej 16A, Ungstrup, er gået bort, kun 56 år.

Connie var fra Gjern, men hun og ægtefællen, Jan Bech Olesen, har i mange år boet på Ungstrupvej, hvor tvillingerne, Liv og Lærke, voksede op i et godt og trygt hjem.

Tvillingerne var Connies et og alt. Efter de flyttede til Aarhus, pakkede Jan og Connie tit en madkurv og kørte til Aarhus og overraskede pigerne med aftensmad, eller de inviterede dem ud at spise. Connie fødte i 1991 tvillingerne, frem uger for tidligt, på Jans fødselsdag, så der har gennem årene altid været stor fødselsdag i Ungstrup den 19. marts.

Connie arbejdede i rigtig mange år på Solhjem i Sjørslev, hvor hun var meget glad for at være og var en værdsat medarbejder og kollega, ligesom hun var meget vellidt blandt beboerne og deres pårørende.

Da Connie blev syg, havde hun netop fået job på friplejehjemmet i Frederiks, et job hun blev headhuntet til, for også der havde de hørt om Connies egenskaber som den gode kollega og medarbejder. Connie var meget ked af, at hun måtte sygemelde sig, men hilsner strømmede til hende fra hendes nye arbejdsplads, som gerne ventede på, hun kom tilbage. Noget Connie var meget beæret over.

I familien, hvor Connie var samlingspunktet, er savnet næsten ubærligt. Connie havde altid styr på alting. Hun var ikke den, der trak de store overskrifter i avisen, men man skulle ikke tage fejl. Connie havde sine meningers mod og kunne tale sig varm, når det gjaldt ældrepolitikken i Danmark, hvor hun så absolut ikke var enige med beslutningstagerne.

Connie vil blive savnet, når vi samles i familien, hvor vi står hinanden meget nær. Således nød hun at være i familiens fælles sommerhus i Sundstrup, ligesom hun nød, når familien to gange årligt holdt ferie i Skagen, hvor de unge også nød at være sammen med os, så ofte var der trængsel om spisebordet, men altid plads til alle. Et fællesskab som vi, som Jans søskende og svogre, mindes med stor glæde, men også med savn, for hvem skal nu rydde op efter os, skrælle de ekstra kartofler og dække bord om aftenen til morgenmad, alt det klarede Connie, og i Sundstrup var det Connie, der gjorde forårsrent, og så var der absolut ikke et støvkorn, der overlevede.

Connie elskede et godt spil kort. Og de dårlige meldinger blev ofte efterfulgt af høje tilråb. Men det var Connie ikke ene om, ofte har vi foreslået at gå ind og spille kort, når vi sad på terrassen i Skagen, så naboerne ikke skulle tro, vi var uvenner.

Vore tanker går i denne svære tid til vores bror og svoger, og tvillingerne.

Vær I glade for den enestående mor og hustru I har haft.

Connie, elsket i livet, savnet i døden.

Æret være Connies minde.


Ordet er dit



Mere Navne