Tip os log ind

Er jeg velkommen i Danmark?

16. november 2018, 11.40

UØNSKET? Jeg er dansk statsborger, fordi mine forældre er ligeså, og jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg er lys i huden, kommunefarvet på toppen, og mit fornavn er noget så ordinært som Kim. Dansk er mit modersmål, Grundloven står mit hjerte nært, og på sociale medier pryder Dannebrog profilen. Jeg drikker alkohol, siger aldrig nej til en hotdog med det hele, og Kim Larsen er på playlisten.

Jeg vil mene, at jeg er dansker - og jeg identificerer mig også som sådan. Men over årene har jeg ladet mig forstå på Martin, Inger, Pia, Naser, Kenneth, og hvad de ellers hedder, at det er jeg ikke.

For jeg kan nemlig ikke dokumentere, at mit blod er pæredansk minimum tre generationer tilbage.

Mit efternavn er Niemann, for blandt de danske blodlegemer flyder også tyske. Desuden har jeg meldt mig ud af Folkekirken, jeg går ikke i kirke på juleaften, og som republikaner er kongehuset ikke en institution, jeg abonnerer på. Min diæt bygger på meget andet end svinekød, og jeg ferierer ofte i udlandet, hvor jeg gebærder mig på fremmedsprog.

Vi lever i et demokratisk samfund, hvor vi har ret til at mene, hvad vi vil. Derfor står det Martin, Inger, Pia, Naser og Kenneth frit at mene, at jeg ikke er dansker, fordi mit stamtræ og min levevis ikke opfylder deres kriterier for, hvornår man er dansk.

Men jeg har et problem med, at Martin, Inger, Pia, Naser og Kenneth aldrig har villet se mig i øjnene og sige det til mit ansigt. Det tør de ikke. I stedet lyder det altid: »Jeg forholder mig ikke til enkeltsager.

Men principielt er jeg af den overbevisning, at hvis man ikke lever op til [indsæt vilkårligt kriterium], så er man ikke dansk«. Jeg respekterer dem, selvom vi er grundlæggende uenige om, hvad der definerer »danskheden«. Men de vil modsat ikke nedværdige mig med et svar.

Snart trykker statsminister Lars Løkke Rasmussen på valgknappen, og så vil jeg forsøge nok en gang at afkræve Martin, Inger, Pia, Naser, Kenneth, og hvad de ellers hedder, et svar. Det tilkommer ikke mig at kræve, men jeg føler, at det er på høje tid, at de udtrykker sig, så det ikke kan misforstås: Er jeg velkommen i det land, jeg er født og opvokset i? Eller er det blot et spørgsmål om tid, før Udlændingestyrelsen når til min sag og afgør, at jeg er persona non grata?


Ordet er dit



Mere Debat