Tip os log ind
Folkemusikgruppen Det hule Host har mistet Niels Overby, der sang og spillede tinwhistle, violin og harmonika. Fra venstre er det Kurt Overby, Niels Overby, Henning Jørgensen, Niels Blauenfeldt og Peter Bjerrum.

En musiker og en god ven har sluppet sit tag om instrumenterne

Niels Overby, Silkeborg, er død i en alder af 80 år
08. juni 2019, 09.15

MINDEORD Henning Jørgensen, Kurt Overby, Peter Bjerrum og Niels Blauenfeldt fra folkemusikgruppen Det Hule Host har skrevet følgende mindeord over Niels Overby:

Niels Overby, Silkeborg, er død i en alder af 80 år. Niels holdt fast, så længe han kunne i sit musikalske engagement - til sidst ved at fløjte med på sin egen karakteristiske måde på melodierne - hele tiden årvågen for at være sikker på, at rytme og akkorder var i orden.

Niels har hele sit liv været optaget af sang og musik - både professionelt som lærer og i sin fritid og både som solomusikant og sammen med andre. I over 40 år har vi i folkemusikgruppen Det Hule Host nydt godt af Niels' mange talenter, ja på sin vis været afhængige af hans professionalisme. Det var oftest Niels, der praktiserede den vanskelige disciplin: at komme i gang med et stykke musik og få det afsluttet på ordentlig vis, og det var Niels, der skrev noder ud, når noget skulle sættes på plads.

Vi har meget at sige Niels tak for, og det gør vi ved at tænke kærligt på ham, hver gang vi spiller eller hører nogle af de numre, som han satte sit tydelige præg på med harmonikaen, klaveret, tinfløjten, violinen eller sin stemme.


Ordet er dit



Mere Navne