Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

En kamp for kulturens værd

11. maj 2019, 08.10

KULTUR Der er også snart valg og valgkampen er startet. For første gang i mit liv aner jeg ikke, hvad jeg skal stemme.

Jeg ved, at vi kunstnere igen skal kæmpe for vores kultur og vores værd i samfundet.

Jeg ved, jeg igen skal høre på diskussioner om berettigelsen til bl.a. penge til opera og symfoniorkestre versus penge til sygehusene og plejehjem.

Jeg skal igen og igen forsvare mit værd, eller kulturens værd i forhold til et bad til en gammel dame på et plejehjem.

Og jeg aner ikke, hvad jeg efterhånden skal svare.

Er kultur mindre værd end et sygehus? Er kultur mindre værd end et brækket ben eller et bad på et plejehjem?

Kan kulturen sammenlignes med f.eks. en børnehavepædagog eller en sygeplejerske. Kan man sige, at de sygdomme man kan se, skal have flere penge end de sygdomme, man ikke kan se.

Hvem kan frasige sig brugen af kultur?

Kultur er en helhed, vi kan ikke undvære kulturen. Man vil i valgkampen gerne sammenligne kultur med varme hænder på et sygehus, men kultur kan ikke måles. Rapporter i flere lande har længe vist, at hver krone, der bliver investeret i kultur, kommer 2-3 gange tilbage.

Kultur er altså en vækstfaktor for samfundet. Men jeg har ikke set et eneste parti have kulturen på dagsordenen her i valgkampen.

Forleden mødte jeg tilfældig en byrådspolitiker. Snakken faldt hurtig hen på mit arbejde med Opera på Torvet og de 200.000 kr., kommunen har skåret fra os i år. Snakken sluttede med en bemærkning, at jeg nu nok skal få det til at løbe rundt.

Okay . jeg skulle nu nok få det til at løbe rundt, fik jeg at vide!!

Jo, Opera på Torvet løber ... eller kravler af sted i år, for i år er der næsten ingen børn med. Der er ingen folkeskolebørn, som syr kjoler eller heksekostume til Opera på Torvet. Ingen prøver med børnekor i weekenderne op til starten af Opera på Torvet og ingen weekender med voksenkorprøver. Ingen danseprøver med talentholdet fra Den Kreative skole. Ingen møder og diskussioner med elever fra Produktionshøjskolen, som sidste år syede operagallakjoler af gamle redningsveste, af spillekort, af garnrester og stofrester, af bannere og af lysmanchetter. Ingen elever fra Produktionshøjskolen oplever i år at stå på scenen på Torvet og få klapsalver for deres arbejde.

Det kan jeg blive rigtig ked af, men jeg kan også vende den om, for måske har jeg været al for dårlig til at redegøre for værdien af kunsten, værdien af bl.a. Opera på Torvet, hvor næsten 550 lokale børn, unge og voksne sidste år medvirkede sammen med professionelle musikere.

Jeg ved, at jo mere kulturelt funderet vi er, jo bedre bliver vi som mennesker.

Kultur og fred hænger sammen.

Derfor håber jeg i fremtiden at kulturen stadig vil være værd at kæmpe for!


Ordet er dit



Mere Debat
Midtjyske Meninger

Grønne gågader