Tip os log ind

Elskov, elskov, elskov, elskov

16. april 2018, 11.50

Ingen hemmelighed, jeg er nået den alder, hvor det at deltage i begravelser af familie, venner og gode bekendte - nu også er blevet en del af livet. Og der har været nogle stykker på det sidste.

Gennem dem og små konversationer i vor lokale Brugs har jeg lært vores kvindelige præst at kende.

Ved den sidste begravelse, lagde jeg min arm om hendes skuldre, ligesom for at lave et stemningsskift, og udtrykte, at vi ikke kunne blive ved med at mødes på denne måde. Samtidig sagde jeg, at jeg ikke håbede, at det var mig næste gang.

Hun smilede sødt og sagde »Bare rolig vi har åbent hver dag«.

For en sikkerheds skyld sendte jeg hende så en mail med mit ønske om, hvad der skulle ske ved og efter min begravelse. Jeg er tilhænger af en mindefest, i stedet for en mindestund.

Jeg fik prompte svar, at jeg skulle huske, at i sådan et øjeblik var det også tid for et farvel og til at bearbejde sorg, så der skulle måske være lidt mindre fest.

Det var tankevækkende. Så nu skal I tage en gravøl mindre, når jeg futter af.

For et par dage siden dumpede en mail ind fra præsten. Den omhandlede, at hendes pastorat Vinding, Vrads og Bryrup havde haft dalende indbyggertal. Alene i Bryrup var det siden sidste år faldet med 7 personer. Hun spurgte, om jeg havde et forslag til modtræk.

Jeg svarede omgående elskov, elskov, elskov, elskov.

Hun svarede muntert tilbage, at hun var enig, men at vi dog nok begge var udenfor den forplantningsdygtige alder. I stedet ville hun gerne invitere mig og nogle andre til møde, så vi sammen kunne lægge hovederne i blød om, hvordan vi kunne øge befolkningsantallet i pastoratet.

Og det vil vi gøre i den nærmeste fremtid.

Tænk om vi i Bryrup kunne få bare en del af det fokus, der er på Silkeborg i f.eks. Midtjyllands Avis.

Avisen er altid fyldt med Silkeborg handel, Silkeborg torv, Silkeborg motorvej, Silkeborg Torvecenter og Silkeborg handelsbys fremtid, Silkeborg mig her og der og alle vegne.

Som sådant har jeg affundet mig med det, idet livet har lært mig, at størst kommer først. Men jeg har også lært: »At når det regner på præsten, drypper det på degnen«.

For 25 år siden opfandt jeg sloganet »Bryrup, Danmarks smukkeste hul i jorden«.

Jeg vil nu gå til møde med præsten, med et nyt slogan. Nu rykker det.

»Bryrup, - det smukkeste sted i Silkeborg«.


Ordet er dit



Mere Debat