Tip os log ind
Sculpture Experiment Silkeborg fandt sted første gang på Kunstcentret Silkeborg Bad i 2016. I 2017 og 2018 var den meget omtale Sisyfos-skulptur på Badet en del af projektet og til efteråret afvikles projektet sammen med Silkeborg Højskole under temaet »Samtale«.
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Eksperiment: Skulpturer samtaler i Silkeborg

Seks billedhuggere er udpeget til Sculpture Experiment Silkeborg som afvikles til efteråret
14. marts 2019, 18.25

KUNST Igen i år bliver der eksperimenteret med skulpturer under åben himmel i Silkeborg.

Siden 2016 har Kunstcentret Silkeborg Bad afviklet Sculpture Experiment Silkeborg og i år sker det i tæt samarbejde med Silkeborg Højskole.

Højskolen kan i år fejre sit 50 års jubilæum og det overordnede tema for skulpturprojektet i år bliver derfor en af højskolens kerneværdier: Samtale.

Sculpture Experiment Silkeborg har netop udvalgt de seks kunstnere og samarbejdspartnere, der nu bliver inviteret til at være med til at skabe samtaleskulpturerne i Silkeborg.

Det er Henrik Vilhelm Voldmester, Ole Schjører-Hansen, Jørn Hansen, Lars Waldemar samt partnerne Jytte Høeg og Stinne Teglhus og Peter Hesk sammen med Steffen Harder, som er udpeget af en jury blandt i alt 11 ansøgere.

De er alle medlemmer af Dansk Billedhuggersamfund og er udpeget til at lede i alt seks workshops, som kommer til at foregå i grønne områder og byrum i Silkeborg til efteråret.

Sculpture Experiment Silkeborg kommer i år til at involvere børn, unge og ældre i et projekt sammen med de professionelle kunstnere.

De seks workshops står på i efterårsferien og derefter vil skulpturerne kunne ses rundt om i Silkeborg i de følgende uger.


Ordet er dit



Mere Kultur