Tip os log ind

Dueholm: Torne på nogle af budget-roserne

Byrådet brugte 100 minutter til at debattere førstebehandlingen af det brede budgetforlig
20. september 2018, 14.00

bjerringbro Der var roser til det kommende budgetforlig, som 30 ud af 31 byrådsmedlemmer står bag, ved førstebehandlingen i byrådet i aftes.

Kun Enhedslistens Flemming Gundersen står uden for forliget.

Et forlig, der blandt andet giver ni millioner kroner mere til Ældreområdet, fire millioner til familieområdet og to millioner kroner til social- og sundhedsområdet.

- Viborg Kommune er rimelig sund og robust, selv om det kan være svært at få tingene til at hænge sammen. Men effektiviseringer er med til at styrke vores velfærdsområder, sagde borgmester Ulrik Wilbek (V).

Ulrik Wilbek nævnte også anlægsbudgettet, hvor der over de kommende fire år er ansat næsten en halv milliard kroner på skoleområdet - blandt andet til to nye skoler.

Der er også afsat 49 millioner kroner til by- og områdefornyelse i de mindre byer, godt 50 millioner til en ny svømmehal i Viborg samt 323 millioner kroner til opkøb og byggemodning af byggegrunde.


Flere på banen

- Desuden er der afsat midler til sundhedssatellitter, sagde borgmesteren.

Her er Bjerringbro i spil, og det samme er den kommende helhedsplan.

- Her er der afsat 9,5 millioner i finansiering til helhedsplanerne, hvor der også er andre aktører og partnere, der træder til.

Ulrik Wilbek glædede sig også over, at det er lykkedes at undgå en skattestigning her og nu i Viborg Kommune.

Den socialdemokratiske ordfører, Niels Dueholm mente, at det var fint med roserne til budgettet, men han understregede også, at der var store torne på nogle af roserne.


Dueholm: Skrøbeligt

- Det er et godt og fornuftigt men også skrøbeligt budget, hvor vi hæver af kassen, hvilket sætter vores likviditet under pres. Vi skal have flere indtægter eller færre udgifter. Det kan vi ikke fortsætte med, for så tømmer vi kommunekassen, sagde Niels Dueholm om de kommende fire år.

Han tilføjede:

- Befolkningsudviklingen er afgørende for vores indtægter. Der forudsættes en stigning i indeværende år fra september til årsskiftet på 400 nye borgere. Det er spændende at se, om vi når det. Og så er det spændende at se, om vi de kommende fire år får ekstraordinært finansieringstilskud fra staten på 88, 88, 50 og 50 millioner. Får vi dem? spurgte Niels Dueholm.

- Heldigvis har vi i konstitueringsaftalen en aftale om, at en skattestigning kan komme på tale. Her har vi næste år mulighed for en stigning uden sanktioner, fordi vi ikke har haft skattestigninger i fem år efter skattesænkning.

Martin Sanderhoff (S) glædede sig over, at der lokalt er sat penge af til Gullev-området:


Sanderhoff glæder sig

- Undervejs i budgetprocessen var hele anlægsbudgettet sat i spil på grund af anlægsloftet. Det var bekymrende i forhold til de allerede vedtagne projekter, så det glæder mig, at de to navngivne stiprojekter - stibroen i Gullev og cykelstien mellem Rindsholm og Sdr. Rind - kunne fortsætte som planlagt. Det ved jeg betyder rigtig meget lokalt, sagde Sanderhoff på en aften, hvor de fleste af byrådets medlemmer havde ordet i løbet af de 100 minutter mødet varede.


Ordet er dit



Mere Bjerringbro