Tip os log ind

Du glemte noget i lederen ...

10. september 2018, 12.53

BYGGERI Skribenten bag lederen fra weekendens avis, glemmer det absolut mest omtalte emne i høringssvarene fra Sejs-Svejbæk.

Om det også gælder de øvrige steder han omtaler, ved jeg ikke, men i sagen her, er det vigtigt at påpege, at det netop ikke bare handler om konservatisme, manglende udsigter osv.

Langt de fleste af de høringssvar, der er indgivet i forbindelse med de omstridte byggeplaner, omhandler antallet af boliger og aftrykket i form af nye borgere. Området er i forvejen hårdt presset på trafik, institutionspladser, skole- og idrætsfaciliteter og med den udvidelse der fra Plan- og Vejudvalget lægges op til (+50% indbyggere på ti år), vil der blive kaos og en skolegang i barakker i de næste mange år.

Det er det, mange er bekymrede for og derfor siger nej tak til. Det er ikke, som andre har forsøgt at fremstille det, en kamp mod udviklingen og nye tilflyttere generelt, men derimod primært antallet.

Helt specifikt ser tallene fra de 77 svar således ud:

Antallet af planlagte boliger (før valget ca. 70, efter valget 131): 29 udtrykker bekymringer for dette.

Områdets infrastruktur(skole, veje o.l.): 25 udtrykker bekymringer for dette.

Højden på byggeriet (efter valget var to plan pludseligt i spil): 24 udtrykker bekymringer for dette.

I øvrigt er det værd at nævne, at kun TRE generelt giver udtryk for, at de ikke ønsker området bebygget overhovedet. Dermed burde påstanden om at borgerne i Sejs-Svejbæk bare ikke vil have flere indbyggere til byen være afvist.

SVAR: Vi citerer lige fra lederen: »Det er ikke kun lidt almindelig menneskelig konservatisme, der får folk til at protestere ...«

Herpå var der nævnt nogle ek-sempler på gode grunde til at være imod byggeprojekter (eller omfanget af dem). Men naturligvis var der ikke nævnt enhver tænkelig grund til at have forbehold.

Med venlig hilsen

Bent Nørgaard

Debatredaktør


Ordet er dit



Mere Debat