Tip os log ind

Det regner aldrig på Nordskovvej .

18. august 2018, 08.00

STØJ Kommunen anvender som alle andre steder Nord 2000 i deres støjberegninger vedr. veje. Alene navnet indikerer, at modellen er forældet og trænger til en gennemgribende revision.

Det er samme beregningsmodel, som er anvendt ved anlæggelsen af motorvejen gennem Silkeborg. Indtil videre er der kun bevilget i omegnen af 100 mio. til ekstra støjdæmpning - en ubetinget succes .

Nord 2000 tager udgangspunkt i, at det hverken regner eller sner. Den lader vi lige stå - det regner og sner aldrig i Danmark.

Våde veje støjer væsentligt mere end tørre - omvendt er snedækkede veje mere støjdæmpede. Men statistisk, så regner det væsentligt flere dage end det sner. Også dage med dug giver en højere støjbelastning.

Samtidig har regn den effekt, at den støjdæmpende asfalt mister sin effekt, da den støjdæmpende effekt kommer af hulrum i asfalten, som ved regnvejr bliver fyldt. Sidst, men ikke mindst, mister støjdæmpende asfalt det meste af sin effekt i løbet af det første år, fordi lastbiler trykker hulrummene sammen.

Kommunens embedsmænd er meget dygtige til at kommunikere, at støjen sandelig ikke overstiger 58 db (vejledende grænseværdi svarende til at stå ved en tændt emhætte). Det er meget prisværdigt, og vi er overbeviste om, at det blot er en fejl, at det ikke er kommunikeret, at der er tale om gennemsnit over et helt år. Målinger langs med motorvejen, som ifølge Vejdirektoratet ikke larmer mere end 58 db når i myldretiden målt 300 m fra motorvejen 103 db i peaks (svarende til en rockkoncert).

Kommunens embedsmænd TROEDE, at der var styr på støjen fra motorvejen. Kan silkeborgenserne have tillid til, at de har styr på Nordskovvej?

Nordskovvej er blevet en principsag for flere partier i byrådet, som ikke ønsker at tabe ansigt - selv om al fornuft taler imod og andre projekter er mere presserende.

Nordskovvej vil tvinge endnu flere af byens borgere til at lukke døre og vinduer i deres eget hjem. Infrastruktur er blevet nærmest guddommeligt - på bekostning af borgerne og naturen.

Vil partierne for Nordskovvej virkelig være en sådan beslutning bekendt - gad vide, hvordan fremtidige generationer vil tolke jeres manglende fremsyn. Husk generationskontrakten og naturen når I stemmer.


Ordet er dit



Mere Debat
Midtjyske Meninger

Tie og samtykke