Tip os log ind
Vær ærlig og sig, at du gerne vil bytte gaven, hvis du ikke kan bruge den, lyder rådet fra 60 procent af de adspurgte i en undersøgelse. Derimod svarer blot 1 procent, at det er i orden at vise, du er skuffet.

Det er okay at bytte julegaven

Trustpilot har undersøgt, hvordan man egentlig kan tillade sig at reagere, når man får en gave, man virkelig ikke kan bruge
26. december 2016, 08.46

Julegavebyt Julen er for mange forbundet med hygge og kærlighed, god mad og ikke mindst gaver.

Men netop sidstnævnte kan få selv den bedste julestund til at krakelere. For hvad er egentlig en passende reaktion, når man sidder i familiens skød med en gave, der ikke stod på ønskesedlen?

Det har anmeldelsesplatformen Trustpilot spurgt danskerne om i en ny undersøgelse foretaget af YouGov.

I undersøgelsen skulle danskerne blandt andet svare på, hvorvidt de synes, det er i orden at sælge en uønsket gave videre. 10 procent af de unge mellem 18-34 år synes, det er i orden at sælge gaven videre på eksempelvis Den Blå Avis. Anderledes ser det ud hos danskerne over 54 år, hvor kun 2 procent synes, det er i orden.


I orden at lyve

Er det i orden at lyve og sige, at man er glad for sin gave, selvom man har tænkt sig at bytte den?

Ja, lyder det fra knap hver fjerde dansker (23 procent). Men hvorvidt den hvide løgn er acceptabel kommer an på alderen.

- 40 procent af de unge mellem 18-34 år synes, det er okay at lyve. Men spørger man danskere over 54 år, er tallet kun 13 procent. Det kan derfor være en god idé at tjekke byttereglerne, inden man køber sine julegaver. Eksempelvis hvis man køber dem på nettet, hvor man kan risikere selv at skulle betale for returneringen, og det kan blive besværligt for modtageren, siger Mathilde Lykke Bülow, der er kommunikationschef i Trustpilot, som igen i år oplever stor trafik i julemåneden med mange millioner besøgende på verdensplan og tusindvis af nye brugeranmeldelser.


Kvinder lyver mere

Det er specielt kvinder, der er tilbøjelige til at lyve.

27 procent af de adspurgte kvinder svarer, at det er i orden at lyve, mens tallet er 19 procent for mændene.

Danskerne vil dog allerhelst være ærlige og sige ligeud, at de gerne vil bytte julegaven. Det svarer 60 procent af de adspurgte danskere, mens 30 procent synes, det er i orden at spørge efter kvitteringen og/eller hvor gaven er købt med henblik på at bytte den.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1003 CAWI-interviews med danskere i alderen 18+ år i perioden 30. november - 1. december 2016.


Ordet er dit