Tip os log ind
Den høje og blonde Gert er væk på femte døgn.

Dement mand stadig ikke fundet

I weekenden ledte frivillige fra Missing People efter mand fra Pilebakken i Salten, men uden at finde ham
29. april 2019, 10.45

SALTEN Den demente 65-årige mand, der onsdag eftermiddag forsvandt fra bostedet Pilebakken i Salten, er stadig sporløst forsvundet.

I weekenden ledte frivillige fra Missing People efter 65-årige Gert.

Eftersøgningen fulgte, efter at politiet, hjemmeværn, hundepatruljer og en helikopter i tiden inden havde afsøgt lokalområdet, fordi politiet mener, at den svagelige mand ikke kan have bevæget sig langt væk fra bostedet.

Men han er stadig ikke fundet.

Politiet opfordrer egnens beboere til at kigge efter den demente mand i udhuse og kældre.

Han er gået hjemmefra uden telefon, og han evner måske ikke selv at komme frem fra det sted, hvor han opholder sig.

Politiet har efter de seneste dages eftersøgning nu indstillet indsatsen. Hvis der kommer nye spor eller oplysninger, vil politiet følge op på dem, men ellers er den del af eftersøgningen stillet i bero.

- Vi har udtømt de muligheder, vi har, siger politiassistent Flemming Just fra politiet i Silkeborg.

Gert er 196 centimeter høj, slank og med blond hår. Han har tatoveringer på begge arme. Og da han gik hjemmefra onsdag, var han iklædt mørke joggingbukser og en grå T-shirt.


Ordet er dit