Tip os log ind
  • 1/: En stopfyldt bøgeskov tog imod Kim Larsen på Smukfest i Skanderborg. Omkring 32.000 var dukket op for at høre den 72-årige nationalskjald.
    Foto: Helle Arensbak/ritzau Scanpix
  • 1/: Thomas Helmig spillede for omkring 22.000 gæster på Stjernescenen fredag.
  • 1/: Tom Jones har stemmekraften og charmen i behold - og trusserne fløj igen op på scenen til den 78-årige stjerne.
  • 1/: Søndagen bød på en våd finale, men der var tæt pakket foran Bøgescenerne - her til koncert med Queen Machine.

De gamle drenge trak bedst

Kim Larsen satte rekord med 32.000 tilhørere foran Bøgescenerne
13. august 2018, 14.35

Skanderborg De »gamle drenge« holder. Og de holder på deres publikum - viste det sig på den 39 udgave af Skanderborg Festivalen.

72-årige Kim Larsen satte rekorden, da han onsdag aften på Bøgescenerne samlede anslået 32.000 tilhørere, der stod som sild i tønde, men sang med fra først til sidst. Og jublede, så bøgebladene blafrede, da lune Larsen blev klappet frem til ekstranummeret »Fru Sauterne« og dukkede op igen med en smøg i flaben.

Thomas Helmig er - skønt meget yngre - også en af de »gamle drenge«, og hans show på Stjernescenen samlede omkring 22.000 glade tilhørere, der var mindst lige så gode til at synge med.

Og alderspræsidenten, 78-årige Tom Jones, demonstrerede sin verdensklasse, da han tidligt lørdag eftermiddag på Bøgescenerne fyrede et sæt af med masser af rock, blues og gamle evergreens.

Som sædvanlig fløj trusserne mod scenen, mens kvindelige fans i alle aldre sang med på »Delilah« og »Sex Bomb« og de andre hits fra de seneste årtier.


Undrer sig over kritik

Andre af de omkring 180 optrædende kunstnere fik mindre begejstret modtagelse.

Hovednavnet Britney Spears blev af anmelderne stemplet som »skandaløst ringe«, og tilhørerne udvandrede i stort tal. Kendrick Lamar blev kaldt »mat og rutinepræget« og Shawn Mendes »en skygge af sig selv.

Festival-talsmand Poul Martin Bonde undrer sig over de negative anmeldelser.

- Når folk kommer og leverer det, de kan, har jeg uendeligt svært ved at forstå, at det bliver en et-stjernet koncert. Det må svare til at få 00 i skolen, og det er mig en gåde, hvordan folk uddeler stjerner, siger Poul Martin Bonde.

Han ser Spears som en spændende booking og mener, at det er meget positivt, at Smukfest tager chancer og prøver forskelligt af i bøgeskoven.

En kønsforsker har kritiseret, at der var for få kvindelige solo-optrædende på den store scene, Bøgescenerne. Udover Britney Spears var det Mø, Medina og Liive, mens der var 18 mandlige navne.

- Det er problematisk, men det afspejler en skævhed, der er i forvejen. Der er en tendens til, at man bare ikke får øje på de kvindelige artister, siger professor i kønsforskning ved Aalborg Universitet Anette Borchorst.

- Men hvis man har fokus på det, så kan man godt påvirke udviklingen.

Den kritik vil Poul Martin Bonde ikke tage til sig.

- Det er ikke i vores ende af fødekæden, at vi kan lave om på dét. Man kunne begynde med gøre noget ved musikundervisningen her i landet - det er jo meget dyrere at gå til musik end til håndbold.


Flest kvindelige gæster

Det kvindelige publikum er øjensynlig godt tilfreds med musikudbudet, i hvert fald er der traditionelt flere kvinder end mænd blandt tilhørerne på Smukfest, omkring 52 procent overfor 48 procent, påpeger han. sinn


Ordet er dit