Tip os log ind
Billetter til Børnefolkemødet giver også adgang Ry Outdoor, der har masser af aktiviteter for både små og store gennem hele pinsen.
Foto: Kenneth Lynghøj.

Danmarks allerførste Børnefolkemøde

Det store arrangement har premiere på Sletten her i pinsen
31. maj 2017, 10.38

RY I pinsen holdes landets første »børnefolkemøde«.

Det foregår på FDF Friluftscenter Sletten og bliver en familieoplevelse, hvor børn og forældre kan få inspiration til fællesskabet gennem leg og fantasi.

Børnekonferencen og den tilhørende Family Camp foregår fra fredag den 2. til og med mandag den 5. juni.

Initiativet til det nytænkende arrangement med fokus på demokrati i børnehøjde er taget af Skanderborg Byråd.

Planlægningen og gennemførelsen er lagt i hænderne på FDF Friluftscenter Sletten, Kulturskolen Skanderborg og Ry Outdoor Festival. De tre partere har arbejdet med børnefolkemødet i lang tid, og glæder sig til at sætte det store arrangement i gang.

Centerleder Peter Jessen fra FDF Friluftscenter Sletten:

- Vi udvikler en oplevelsesrig pinse for hele familien, der ønsker at være med i fællesskabende morgen- og aftenmåltider og styrke legen og fantasien i familien.

- Alle formiddage er der fokus på samværet, fællesskabet, rollemodellerne og demokratiet, hvor vi har foredrag for de større, mens de mindre kan lege de demokratiske processer ind. Efter en frieftermiddag, for eksempel hos Ry Outdoor Festival, samles vi igen om aftenen, siger han.

Sofie Møller Jensen fra Kulturskolen fortæller, at der venter masser af kreative udfordringer.

- Børn kommer til at tegne, sige, male, opvise, synge deres mening. Det bliver spændende at parkere alle mobile enheder, og bare være familie i fire dage, der forhåbentligt får styrket fællesskabet gennem workshops og aktiviteter, siger hun.

Hos Ry Outdoor Festival bliver der et slaraffenland af eftermiddagsaktiviteter for familierne, der alle inklusive i deres billet hver dag har to klip, der giver adgang til festivalens mere end 100 aktiviteter, gratis musik om aftenen, flamencodans ved Kirstine Hastrup og om mandagen at være med i fællessangen udformet af børneambassadører og musikeren Anders Graae.


Legeagenter

- Vi har også udviklet et helt nyt begreb: Legeagenterne. De har fokus på, at de mindste får en fantastisk oplevelse i fællesskabet.

- Desuden omdanner vi Ry Hallerne til et sjovt legeunivers, der taler til børnefamilier med et stort »Gi' den gas«-univers for hele familien. fortæller Isabel Morgenstern fra Ry Outdoor Festival.


Børnene i fokus

Børneambassadører fra otte af Skanderborg Kommunes skoler har været med til at påvirke udviklingen af konceptet, fortæller sekretariatsleder Ann Louise Sloth.

- Det er børnene, vi har i fokus, og de voksne er naturligvis inviteret med til børnepriser, siger hun.


Ordet er dit