Tip os log ind

CO2-udledning - meget andet kommer før fødevarerne

28. august 2018, 12.41

Klima Udledning af CO2 i Danmark trækker for tiden de store overskrifter. Som det sidste nye tiltag skal der måske mærkninger på fødevarer, om hvor stor en belastning der er på CO2 udledningen.

Tag nu lige og klap hesten.

Hvad med at begynde et helt andet sted.

Al den overflødige emballage der findes og al den indpakning, der finder sted især i julemåneden.

Æsker i hobevis i stort set alle områder. Det være sig vedr. hårde hvidevarer, køkkengrej, porcelæn og medicinalindustrien og ikke at forglemme fødevareindustrien.

Især lastbiler men også personbiler der går i tomgang. Store haveredskaber, særligt når de anvendes på små parceller, er en stor belastning for miljøet.

Et helt kapitel for sig er al den overflødige medicin, der findes rundt om i private hjem.

Såfremt man får en recept på tabletter, som skal anvendes i korte perioder, oplever man gang på gang at megen medicin kun findes i store pakninger. Resten skal derfor destrueres.

Det er da således kun medicinalfirmaerne, der har gavn af det, især i de tilfælde der ikke findes kopimedicin.

Alt i alt lider miljøet og folks pengepung af al den overflødige emballage og for store pakninger på såvel fødevarer som medicin.

Tænk på den megen kørsel der er forbundet med de store afstande mellem patienter og hospitalerne. Såfremt man skal til en speciallæge o.l. skal man ofte transporteres flere hundrede kilometer for sygdomme, der tidligere kunne klares på det nærmeste hospital, som lå indenfor en rimelig afstand. Transport er lig med CO2-udledning.

Der er nok at tage fat på, inden man overfalder fødevarer, som er fornuftige produkter, når de er fremstillet af danske råvarer.


Ordet er dit



Mere Debat