Tip os log ind

CO2-tal viser ikke hele sandheden

19. marts 2019, 13.14

KLIMAET »Røde tal i klimaregnskabet« var overskriften på en artikel i lørdagens avis. Artiklen handlede om det seneste klimaregnskab for Silkeborg Kommune - som geografisk område. Man konkluderer hurtigt, at det går den forkerte vej. CO2 udledning går fra 783.000 ton til 803.000 ton.

Lad os slå fast - Indsatsen for klima og miljø er vigtig BASTA! Men det er helt afgørende for debatten, at vi finder et fundament, som vi alle kan fæstne tillid til. Claus Løwe Klostergård slutter at »privatkørsel« er den store synder, og vi må hjælpe det hele lidt på vej med flere ladestandere.

Han nævner godt nok, at biler, der er indregistreret i Silkeborg Kommune, godt kan køre rundt i andre kommuner. Silkeborg får derfor »skylden« i CO2-regnskabet for f.eks. leasingbiler, der, som hos skibe, »sejler« under Silkeborgflag i andre kommuner. Så en dejlig succes hos vore lokale leasingselskaber, bliver nu en negativ historie i CO2-regnskabet.

Til oplysning, så er der i Silkeborg indregistreret 90.000 køretøjer - store som små - i Herning alene 48.660. En forskel på ikke mindre end godt 41.000 køretøjer, fordelt således: Personbiler 25.000, Varebiler 12.800 og Lastbiler 3.100.

Og så er der hele debatten omkring træflis, som hjælper godt til i regnskabet hos andre kommuner i modsætning til vores brug af gas. Træflis er pr. definition CO2 neutral - ja set over et træs levetid. Men er et træ også CO2 neutral geografisk? Træflis der brændes af i en anden kommune end der, hvor det har vokset, skal vel tælle positivt hos »moderkommunen« og negativt hos »afbrænderen« - eller hvad?

Energistyrelsen har også et CO2-regnskab for kommunerne - her ligger Silkeborg pænt i midten. Så helt skidt er det altså ikke. Men vi skal have fundet et troværdigt fundament for det kommende arbejde omkring CO2-udledning, ellers løber det fra os.


Ordet er dit



Mere Debat