Tip os log ind
Chefen har retten på sin side, hvis han udsender en politik om, at medarbejdere skal iføre sig et særligt stykke tøj. Scanpix/Linda Kastrup/arkiv

Chefen må godt diktere nej til shorts og nederdel

Det er ultimativt op til chefen at diktere medarbejderes tøj, men der må ikke diskrimineres mellem kønnene.
15. maj 2018, 13.57

ERHVERV Når temperaturerne banker i vejret, kan det være fristende at søge mod shorts eller nederdele. Men det er ikke alle arbejdspladser, hvor den påklædning går an.

Medarbejderne kan ganske enkelt blive beordret til at holde de lange benklæder på, forklarer faglig chef i HK /Privat Kim Jung Olsen.

- Som udgangspunkt skal man jo gå i det tøj eller den uniform, som ens chef beder om, siger han.

Ofte informeres medarbejdere ved ansættelsen om eventuel uniform eller dresscode. Men som medarbejdere på Jyllands-Posten mandag måtte sande, kan meddelelser om dresscode også blive udsendt som dekret.

I en mail til medarbejderne på avisen lød det fra ansvarshavende chefredaktør Jacob Nybroe, at medarbejderne skal gå efter »almindelig, semikonservatisme i garderobevalget«, og at shorts ikke er acceptabelt i varmen.

Ifølge Kim Jung Olsen er sådan en politik o.k., så længe den er lige for alle medarbejdere.

- Din chef har altså også lov til at indføre en ny dresscode, hvis bare de samme regler skal gælde for alle. Det vil sige, at chefen ikke »bare« kan bestemme, men at der skal være en klar politik om dresscode, og at den skal være kønsneutral, siger han.

Kønsneutral dresscode kom for retten for et halvt år siden, hvor det blev slået fast, at der ikke må gælde særregler for mænd og kvinder.

- Når det kommer til shorts, så har en række domsafgørelser slået fast, at du som mand gerne må gå med shorts på jobbet, hvis kvinder må gå med nederdel. Kvinder og mænd har nemlig ret til samme dresscode.

- Men, der kan være gråzoner i forhold til længden på nederdelen, og vælger man at forbyde både shorts og lårkort, så er der ikke tale om forskelsbehandling, forklarer Kim Jung Olsen.

Når vi kommer op i meget høje temperaturer på over 30 grader, er det dog tilrådeligt, at der indgås en dialog om dresscode, mener Kim Jung Olsen.

Arbejdstilsynet anbefaler, at man arbejder i »let og løstsiddende« tøj. Men i sidste ende kan det godt blive trumfet af arbejdsgiveren.

- Desværre berettiger en hedebølge eller et varmt arbejdsklima ikke til, at man tilsidesætter reglerne for påklædning på arbejdspladsen, siger Kim Jung Olsen.

/ritzau/


Ordet er dit