Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Byggeri vi ikke vil se stolt tilbage på

05. december 2018, 13.14

Med en enkelt mindre ændring bliver det omstridte lokalplanforslag for Borgdalsvej i Sejs nu sendt videre i systemet med henblik på endelig vedtagelse. Og så kan entreprenøren snart gå i gang.

Der er blevet lyttet - siger man - til de lokale stemmer, der ikke har været udelt begejstret for det udtryk, de ny dele af Sejs tilfører lokalområdet med konkret tilpasset tæt-lav bebyggelse. Tæt-lav bebyggelse - kan jeg læse mig til - er oprindelig defineret ved, at det består af rækkehuse i to etager med egne haver og store grønne fællesarealer mellem bygningerne.

Tæt lav-bebyggelse er et alternativ til højhuse og parcelhuse idet det kombinerer elementer fra begge. Siden 1970'erne har tæt-lav bebyggelsen vundet frem i dansk byggeri og var i sin tid initieret af en konkurrence udskrevet af Statens Bygningsforskningsinstitut i 1971.

Bebyggelsestypen har særlig fundet udbredelse i forstæder og satellitbyer. Men flere og flere steder springer man i ny projekter mellemregningerne over, reducerer de grønne områder og bygger højere end de to etager uden dog at nå i 70'er betonbyggeri højde.

Når jeg i skrivende stund sidder og kigger ud over grønne bakker, hvor vintersolen laver spil med lys og skygge, og med udsigt til himlen, tænker jeg, at jeg aldrig i livet, så længe jeg kan tygge kogt havregrød, skal stables ind i en af de smagløse kasser, der skyder op i 2, 3 eller 4 etager med begrænset luft omkring. Men måske jeg en dag alligevel bliver fristet, når der igen skal males og arbejdet med bekæmpelse af skvalderkål og dræbersnegle kommer til at virke uoverskuelig.

Der bankes i disse år en del byggeri op, som man ikke stolt vil se tilbage på om 100 år. Noget der er billigt og hurtigt at producere. »Og noget, som ligger i en prisklasse som folk er villige til at betale for«.

De fleste vil have tag over hovedet for en overkommelig pris og er ikke villige til at betale prisen for æstetisk kvalitetsbyggeri, siger man.

Og det er jo sikkert rigtigt. Jeg tænker dog ofte, når jeg ude i landskabet kører forbi et statshusmandsbrug fra 30'erne, opført på baggrund af principperne opstillet af Foreningen for bedre Byggeskik tilbage i starten af sidst århundrede. Smukt og æstetisk. I hvert fald i nogen perioder har man kunnet skabe enkle, smukke, praktiske tidssvarende boliger. Og hvad mon de siger om 100 år, når de kører forbi.


Ordet er dit



Mere Debat