Tip os log ind

Bureaukrati eller kernevelfærd

06. september 2017, 12.35

Bureaukrati Den 31. august kunne man læse Enhedslistens sædvanlige retorik »skattelettelser eller kernevelfærd«. Nogle gange tænker jeg, at det må være nemt at være EL'er. Når vi mangler arbejdskraft i kommunen, kan vi bare tage flere penge fra borgerne i stedet for at gribe fat i det egentlige problem: nemlig hvordan vi kommer det enorme bureaukrati til livs, der hersker i kommunen.

Enhedslistens argument svarer til, at man vælger at bygge sit hus større, endda for andres penge, fordi der roder så meget, at man ikke kan være i det mere. Men det vil jo nok give mere mening at få ryddet op i stedet for.

I Liberal Alliance er vi ikke så bange for at trække i arbejdstøjet. En offentlig ansat bruger i gennemsnit en time - ofte langt mere - om dagen på dokumentation, papirarbejde, kontrol osv, altså bureaukrati. Jeg vil sætte som mål at sænke den tid med mindst et kvarter, så vores ansatte kan bruge mere tid på kernevelfærd. Der er allerede nu mange eksempler på dobbeltarbejde i plejesektoren. F.eks. når de ældre skal have smerteplaster på. Dette står på arbejdslisten, der fungerer som en tjekliste, samtidig skal personalet skrive sine initialer samt tidspunkt på plasteret, for til sidst at skrive det ind i journalen på en PC. Så meget arbejde for en relativ lille opgave.

Hvis vi sætter papirarbejdet ned med et kvarter om dagen pr. medarbejder, vil dette skaffe os hvad der svarer til 218 flere medarbejdere til kernevelfærd på bare et år.

Så i stedet for at brokke sig over, at det nu endelig bliver billigere at være dansker, synes jeg vi skal glæde os over, at det går den vej. Jeg kan kun opfordre Enhedslisten til også at trække i arbejdstøjet og hjælpe de offentlig ansatte med igen at få tid til det, de er bedst til, i stedet for at lade dem drukne i bureaukrati.


Ordet er dit