Tip os log ind
BSV rejste sig i anden halvleg og hentede to vigtige point.
Foto: Martin Ballund

BSV nedkæmpede Århus trods elendig start

En stærk anden halvleg sørgede for to vigtige point til BSV
25. april 2019, 20.14

Håndbold Bjerringbro-Silkeborg kan efterhånden skimte en DM-semifinale ude i horisonten.

Torsdag aften hentede klubben den anden slutspilssejr ud af to mulige, da Århus blev besejret med 32-29 i Jysk Arena, og det resultat betyder, at BSV sammen med gruppens førerhold GOG er stukket af i puljen med fire kampe tilbage.

GOG topper med seks point, mens BSV har fem point på kontoen. Udfordrerne Århus og Skanderborg er begge uden point, så meget tyder på, at forhåndsfavoritterne også snupper de to semifinalepladser.

Det lignede ellers på ingen måde en BSV-sejr i kampens indledning, for hjemmeholdet fik en rædselsfuld start på opgøret.

Forsvaret var helt væk, og i målet fik Kasper Larsen ikke fat i noget som helst.

Stillinger som 0-4 og 1-7 satte værterne under et enormt pres mod et veloplagt Århus-hold, der havde en markant figur i Bjerringbro-drengen Sebastian Henneberg.

Der skulle gå mere end 16 minutter, før indskiftede Aljosa Rezar ved stillingen 5-12 blev noteret for aftenens redning til hjemmeholdet, der efter godt 20 minutter valgte at give comeback til Nikolaj Markussen.

Han bidrog straks med en scoring, men det så alligevel sort ud, da Århus kort før pausen kom foran 13-19. Men tre BSV-scoringer i rap sørgede for en mere spiselig pausestilling på 16-19.

Efter pausen var BSVerne til gengæld klart bedst. Der var hurtigt kontakt ved stillingen 20-20, efter 38 minutters spil kom den første føring, da Michael V. Knudsen scorede i tomt mål til 22-21.

Århus kom foran 23-24, men det blev gæsternes sidste føring i opgøret. BSV kom foran 29-26 med lidt over seks minutter igen, og Århus formåede aldrig at komme tættere på end tre måls afstand.

Nikolaj Øris og Johan Hansen scorede hver ni gange, mens Sebastian Henneberg nåede samme antal for udeholdet.

2132 tilskuere overværede opgøret kampen i Jysk Arena, hvor der allerede på mandag er tophåndbold igen, når GOG kommer på besøg.


Ordet er dit



Mere Sport