Tip os log ind
Michael V. Knudsen og hovedparten af BSV'erne havde svært ved at score på velspillende Emil Nielsen i Skjern-målet i første halvleg, hvor keeperen var en mur.
Foto: Martin Ballund

BSV halsede efter mestrene

Bjerringbro-Silkeborg tabte hjemme til Skjern. Manglende skarphed i første halvleg blev udslagsgivende
08. september 2018, 17.44

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg missede lørdag muligheden for at revanchere sidste sæsons nederlag i DM-finalen, da holdet tabte med 29-33 på hjemmebane til de forsvarende danske mestre fra Skjern Håndbold. Kampen i Jysk Arena blev overværet af 1813 tilskuere.

Værterne havde defensive kvaler i indledningen, hvor Skjern havde alt for let ved at komme frem til scoringer, og samtidig kneb det med præcisionen i den modsatte ende, hvilket blev det altoverskyggende tema i første halvleg. Nikolaj Øris, Nikolaj Markussen og Michael V. Knudsen brændte på skift, og efter otte minutters spil var BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen tvunget til at tage timeout ved stillingen 1-6.

Her måtte Nikolaj Øris og Nikolaj Markussen tage plads på bænken, mens Mads Ø. Nielsen og Jacob Lassen kom ind i bagkæden. Sidstnævnte bød straks ind med en scoring og en assists, hvorefter han trak en udvisning til gæsternes Jonathan Stenbäcken. Samtidig begyndte Kasper Larsen at tage fra i BSV-målet, og Skjern-forspringet blev kortvarigt bragt ned på tre mål.


Alt for mange missere

Skarphed var dog fortsat en mangelvare hos BSV'erne, og det var kun Johan Hansen, der udnyttede sine muligheder til fulde. Først efter 18 minutter kom Nikolaj Markussen på måltavlen med sit femte forsøg, hvor den tårnhøje back reducerede til 7-11. Sammen med Nikolaj Øris og Michael V. Knudsen havde han på det tidspunkt stået for hele 10 brændte BSV-skud.

Det tal var vokset til 12 efter de første 30 minutter, hvilket stod i skærende kontrast til de tre scoringer fra trioen. Det var således ingen overraskelse, at BSV var bagud ved pausen, hvor stillingen var 11-16, og alt pegede dermed på en sejr til Skjern, der var uden store profiler som Thomas Mogensen og Kasper Søndergaard.

I Skjern-målet stod Emil Nielsen med en imponerende redningsprocent på 54, og han overstrålede dermed Kasper Larsen, som ellers kunne se tilbage på en fin halvleg med otte redninger.


TV-billeder og rødt kort

BSV kom fint ud til anden halvleg, og med tre hurtige scoringer blev der reduceret til 14-16. Michael V. Knudsen og Nikolaj Øris var blandt målscorerne, og pludselig var kampen åben igen. Skjern fik dog straks udbygget føringen til fire mål, og det forspring var intakt efter 40 minutters spil ved stillingen 18-22.

Udvisningerne regnede ned over begge hold, og kortvarigt frygtede hjemmepublikummet, at Klaus Thomsen ville blive præsenteret for et rødt kort efter et sammenstød med Jonathan Stenbäcken. Efter at have genset episoden på en skærm ved midterlinjen valgte kampens dommere dog at udvise Skjern-spilleren for film. Brugen af tv-billeder er et nyt tiltag i udvalgte kampe, som har set dagens lys i denne sæson.

Et kvarter før tid blev selvsamme Jonathan Stenbäcken så præsenteret for det røde kort, da han blev udvist for tredje gang i kampen.


BSV rykkede nærmere

På det tidspunkt var BSV'erne bagud med seks mål ved stillingen 20-26, men værterne havde ikke givet op, og ni minutter før tid reducerede Johan Hansen til 24-27 med sin syvende scoring i opgøret.

Da indskiftede Aljosa Rezar efterfølgende pillede et straffekast fra Anders Eggert, kunne Nikolaj Øris bringe Skjern-føringen ned på to mål. Lige efter blev Jesper Nøddesbo dog ramt af kampens 15. udvisning, hvilket besværliggjorde mulighederne for et comeback.

I sidste ende indkasserede BSV et nederlag på 29-33.


Ordet er dit



Mere Sport