Tip os log ind
Nikolaj Øris ramte ikke sit vanlige niveau, da BSV måtte se sig slået af Aalborg Håndbold i den første semifinale.
Foto: René Schütze/ritzau Scanpix

BSV fik klø i første semifinale

Bjerringbro-Silkeborg kunne ikke matche Aalborg Håndbold i den første DM-semifinale. Jesper Nøddesbo fik både rødt og blåt kort
22. maj 2019, 20.13

HÅNDBOLD BSV havde store problemer i den første DM-semifinale, der blev afviklet onsdag aften. Her vandt Aalborg Håndbold med 33-30 foran 4313 tilskuere i Gigantium.

Gæsterne havde meget svært ved at score i indledningen, og det gav hurtigt et efterslæb. Selvom Kasper Larsen diskede op med tre flotte redninger, blev han overstrålet af en veloplagt Mikael Aggefors i Aalborg-målet, og det var medvirkende til, at værterne var i front med 9-4 midtvejs i første halvleg.

Gæsterne fik efterfølgende bragt Aalborgs føring ned på 15-12, men BSVerne havde fortsat store vanskeligheder med at få hul på hjemmeholdets defensiv og Mikael Aggefors. Det straffede nordjyderne med en stribe kontraløb, og efter de første 30 minutter var stillingen 19-13 til Aalborg Håndbold.

Pausen blev forlænget, fordi en tilskuer havde fået et ildebefindende, og da personen blev båret ud af ambulancefolkene, var det til velmenende klapsavler fra hele Gigantium.

Da spillet blev genoptaget, var kampbilledet uændret, og fem minutter inde i anden halvleg blev opgøret reelt afgjort, da aalborgenserne bragte sig foran med 25-15.

Det hører med til historien, at BSV var tvunget ud i alternative opstillinger i fraværet af Rasmus Thiemer-Jensen. Nikolaj Markussen var heller ikke i stand til at bidrage, og derudover er Stefan Hundstrup fortsat ude på ubestemt tid.

Det resulterede blandt andet i en masse spilletid til Jens Dolberg Plougstrup, der forgæves forsøgte at ændre slagets gang. BSV fik dog reduceret til 28-22 et kvarter før tid efter et vellykket indhop af Aljosa Rezar, der blev krydret med flere fuldtræffere fra Jacob Lassens brandvarme skudarm.

Små otte minutter før tid blev ondt værre for BSV, da Jesper Nøddesbo blev præsenteret for både rødt og blåt kort efter at have ramt René Antonsen med en høj albue.

BSV nærmede sig i slutfasen, men der var aldrig tvivl om udfaldet, og da slutsignalet lød, stod der 33-30 på måltavlen. Returkampen i Jysk Arena spilles på søndag, og her er BSV tvunget til at vinde for at fremtvinge en tredje semifinale.


Ordet er dit



Mere Sport