Tip os log ind

Brug pengene på Viborgvej i stedet for Nordskovvej

30. juni 2018, 08.00

Trafiksikkerhed Sidste år skete der 14 uheld på rute 52 mellem Silkeborg og Kjellerup, i år er der allerede sket 9 uheld på samme strækning. Det er altså en decideret farlig vejstrækning. I den forbindelse vil jeg gerne stille spørgsmålet; vil det ikke være bedre at bruge de knap 100 millioner kroner, Nordskovvej kommer til at koste, på at forbedre trafiksikkerheden på rute 52?

På den nuværende Århusvej sker der meget få ulykker, problemet er »kun« at pendlerne fra Aarhus to gange om dagen risikerer at bruge 5 minutter ekstra. Rent etisk vil det efter min mening være problematisk at bruge så mange penge på Nordskovvej, når det er på rute 52, at folk kommer galt af sted. Man kan vel næppe forsvare at igangsætte Nordskovvej uden som minimum samtidig at igangsætte en omfattende trafikforbedring af rute 52?

Til sidst vil jeg gerne påpege, at med den nuværende udformning af Nordskovvej-projektet, vil de færreste trafikkanter komme til at opleve en forbedring af trafikken på Århusbakken, de fleste vil blot opleve at problemet flyttes til jernbaneoverskæringen ved Drewsenvej. Samtidig med at man for altid ødelægger værdifuld bynær natur.


Ordet er dit



Mere Debat