Tip os log ind
  • 1/: Der er masser af spændende aktiviteter for børn, når kulturstederne i Silkeborg Kommune inviterer til Børnenes Kulturdag på søndag. På Museum Jorn kan man lave eksperimenter fra bogen »100 eksperimenter, som vi alle kan lave derhjemme ved køkkenbordet«.
    Foto: Jakob Stigsen Andersen
  • 1/: Kulturdagen bliver rundet af med koncert på Bindslevs Plads med blandt andet bandet Venskaberne.
    Foto: Christian Kloch Larsen

Børnenes store kulturdag

Den 17. udgave af børnenes kulturdag har fået et løft og slutter med koncert på Bindslevs Plads
14. marts 2019, 10.30

kultur Børnenes Kulturdag er efterhånden blevet en fuldvoksen teenager, da det søndag er 17. år i streg, at kommunens kulturinstitutioner slår dørene op og inviterer børn og deres forældre gratis indenfor.

Men i år har det populære arrangement fået et løft. Som noget nyt bliver kulturdagen nemlig rundet af med koncert på Bindslevs Plads med »Venskaberne« og »Kan du huske det?« som spiller alle de gode gamle børnesange.

- Vi vil gerne synliggøre børnenes kulturdag noget mere og binde det mere sammen med den afsluttende koncert på Bindslevs Plads, hvor der også er gratis suppe, kaffe og chokolade til de første 100.

- Det har måske ikke tidligere været så nemt at få øje på arrangementet, fordi det er foregået ude på de enkelte institutioner, men nu håber vi meget på, at vi kan skabe et samlingspunkt for børnefamilierne i forlængelse af kulturdagen, siger kulturkonsulent ved Silkeborg Kommune, Nina Knappe.

- Og vi ved jo, at flere og flere børnefamilier flytter til Silkeborg, så netop børnenes kulturdag er et supergodt arrangement til at vise, hvor mange kulturaktiviteter vi har at byde i Silkeborg Kommune, siger hun.

I løbet af dagen er der gratis adgang for børn - og for voksne i selskab med børn - på Den Kreative Skole, Kunstcentret Silkeborg Bad, Museum Jorn, Museum Silkeborg, Blicheregnens Museum, Papirmuseet, Høgdal og Silkeborg Bibliotekerne.


Børnens Kulturdag

Det kan man opleve:

Høgdal: Her kan man udforske livet på landet, som det tog sig ud i slutningen af 1700-tallet, lytte til de spændende fortællinger om slægten på gården eller køre i hestevogn.

Museum Jorn: Her kan børn og voksne prøve eksperimenter fra bogen »100 eksperimenter, som vi alle kan lave derhjemme ved køkkenbordet«, som handler om kunstneren Asger Jorn og alle hans mange ideer, eksperimenter og tanker.

Silkeborg Bibliotek: Bogstavjagt og højtlæsning.

Kjellerup Bibliotek: Eventyrlig Søndag, hvor der fortælles H.C. Andersen eventyr.

Museum Silkeborg: Børn og forældre får en forsmag på den blodige historie bag Blicheregnens særudstilling »Kampen om magten« om kongemord, blodgilde, forræderi og list. Der bliver også mulighed for at designe og male sit eget ridderskjold.

Papirmuseet: Børn kan prøve at lave papir og gå på skattejagt.

Kunstcentret Silkeborg Bad: Orienteringsløb i skulpturparken, og bagefter er der fri entre sammen med to voksne til udstillingerne.

Den Kreative Skole: Åbent i danse-, musik-, cello-, rytmik-, billed- og animationsværkstederne.

Ordet er dit



Mere Kultur