Tip os log ind
Chris Anker er ikke med ved weekendens pinseløb.
Foto: Martin Ballund

Brækket hånd holder Chris Anker ude af pinseløbene

Silkeborg Cykelklub er på lørdag igen vært for årets pinseløb på vejene ved Laven. To dage efter venter løbet i Hammel
18. maj 2018, 10.38

CYKLING Der er lagt op til en ny hård kamp mod bakkerne ved Laven, Tørring og Alling, når Silkeborg IF Cykling lørdag arrangerer årets pinseløb.

Det sker igen på den 14,4 kilometer lange rute, der er udfordrende med sine 132 højdemeter.

- Der er lige nu tilmeldt ryttere fra Norge, England, Sverige og mange fra Tyskland udover de hjemlige danske licensryttere, lyder det fra løbets speaker Anne Marie Olsen.

Sidste år var deltagerantallet på knapt 800, og håbet er, at det ender med et lignende deltagerantal lørdag.

I A-klassen er der deltagelse af den lokale Søren Siggaard, der kører for Riwal Ceramicspeed Cycling Team, med.

Til gengæld er hans klubkammerat Chris Anker Sørensen ikke med, da den tidligere Tour de France-rytter fra Hammel brækkede kravebenet i sidste uge under første etape af Fleche du Sud i Luxembourg.

- Under pinseløbet vil der også være besøg af Cathrine Marsel, der er landsholdstræner for kvinderne, og holder et vågnet øje med alle dame A, dame B og U19 piger, konstaterer Anne Marie Olsen.


Samarbejde mellem klubber

Første start i Laven er klokken 9.00, hvor de tre første felter i børneklasserne sendes af sted. Efterfølgende er det seniorerne, hvor A-klassen starter kl. 12.10. De bedste ryttere skal ud på 10 omgange og dermed i alt 144 km. Opløbet i A-klassen vil være omring klokken 15.40.

Løbet i Laven er en del af Marcello Bergamo Cup 2018, som er et samarbejde mellem cykelklubberne i Silkeborg, Herning og Hammel. Cuppen afholdes for ottende gang.

Samarbejdet betyder, at der er gule førertrøjer til alle vindere til Mascot-pinseløbet, hvorefter rytterne fortsætter konkurrencen søndag til Hernings cykelklubs løb og 2. pinsedag til Hammel, hvor de samlede vindere af Marcello Bergamo Cuppen findes i alle klasser.


Pøt Mølle-bakken venter

Løbet i Hammel køres i år på en rute omkring Skjød, men hvor rytterne som sædvanligt passerer Pøt Mølle Bakken.

I Skjød er den lokale idrætsforening klar til at få en fest i gang ved mandagens løb.

- Vi håber, at der kommer mange, der hepper og skaber stemning omkring gadekæret. Der sker en masse her i Skjød, men det er første gang, at så stort cykelløb kommer igennem byen - og det glæder vi os til. Vi har fået at vide, at topelitefelterne følges af servicebiler, så der bliver travlhed, action og masser at se på, og det bliver også ved gadekæret, at der langes forplejning ud til rytterne. Vi vil skabe en lokal fest i Skjød under løbet, siger formanden for SBIF, Erling Stoltze.


Ordet er dit



Mere Sport