Tip os log ind
Børge Lybæk blev 91 år.

Børge var et meget udadvendt og hjælpsomt menneske

Børge Lybæk drev tømrervirksomhed i Knudstrup, hvor han også deltog aktivt i byens foreningsliv
04. maj 2019, 09.30

MINDEORD På familiens vegne har Pia Lihn, Tørrepladsen 35, Thorning, tilsendt avisen følgende mindeord:

Børge Lybæk, Plejehjemmet Sandgårdsparken, Kjellerup, er død, 91 år gammel.

Børge blev født i Thorning som den yngste af en søskendeflok på fem. Han voksede op i Knudstrup, hvor han boede en stor del af sit liv. Som ung kom Børge ud at tjene på landet, kom senere i lære og blev udlært som tømrer i Munklinde. Som udlært blev han ansat ved tømrermester Karl Døssing i Knudstrup.

I 1952 blev Børge gift med Eva Lybæk, der på dette tidspunkt var ansat som kokkepige på Knudstrup Kro. Sammen fik de fire børn, Mona, Hanne, Per og Pia. De boede først hos Børges forældre, indtil Børge selv byggede hus på Skivevej i Knudstrup. I 1961 købte Børge Knudstrup Tømrer-og Snedkerforretning sammen med Henry Refstrup og Eva og Børge flyttede ind i huset på Viborgvej 10, hvor de boede i over 40 år.

Børge var et meget socialt, udadvendt og hjælpsomt menneske. Han deltog aktivt i Knudstrups foreningsliv og blev til stor glæde også æresmedlem i Knudstrup Borgerforening. Han havde mange venner, som han ofte gik tur med, og de sluttede mange gange af med en enkelt øl på Knudstrup Kro, hvor snakken gik om løst og fast.


Hyggeligt samvær

Han har til stor glæde for børn og svigerbørn hjulpet med at bygge hus og sommerhus, og har også bygget legehus til børnebørnene. Børge nød hygge og samvær med børn, børnebørn og oldebørn. Der blev livligt spillet kort, og når snakken gik, blev der ofte diskuteret fodbold.

Børge havde flere interesser. Han slappede af med at læse, hvadend det var bøger eller aviser. I flere år kørte han også orienteringsløb sammen med Per. Gennem hele livet var den største interesse dog fodbold. Som ung spillede han selv i Gråmose Idrætsforening, og senere fulgte han sine børn og børnebørn, så et utal af kampe og kørte gerne med dem, hvis der var brug for det. I kampene så han altid det positive i deres præstationer. Udover børn og børnebørns kampe så han i flere år næsten alle hjemmekampe på Thorning Stadion, hvor han også var holdleder i nogle år.

I 2005 flyttede Eva og Børge til Krabbesgård i Kjellerup, hvor de nød beboerforeningens arrangementer og samvær med gode naboer.

Gennem de sidste år blev kræfterne mindre, og i juli 2017 flyttede Eva og Børge ind på Plejehjemmet Sandgårdsparken. Samme måned fejrede de til stor glæde for begge krondiamantbryllup. I september samme år gik Eva bort til stor sorg for Børge. Efter 65 års ægteskab var det hårdt for Børge at blive alene, men han formåede alligevel at finde sig til rette og havde blandt andet den glæde at fejre 90 års fødselsdag med gode venner og familie.

Børge efterlader sig børn, svigerbørn, 11 børnebørn og fire oldebørn.

Bisættelsen har fundet sted.


Ordet er dit



Mere Navne