Tip os log ind

Brandvæsnet tilkaldt til brand overfor skole

22. april 2019, 19.09

SILKEBORG Mandag aften ved 18.30-tiden blev Midtjysk Brand og Redning tilkaldt til en mindre brand på stien i det lille mose-område, som ligger overfor Sølystskolen på Gran Allé i Silkeborg.

Indsatsleder Anders Simonsen oplyser, at branden havde fat omkring en bænk, men at den var hurtigt slukket.

- Det var tørt i området, men noget kunne godt tyde på, at den var påsat. Ilden havde fat i nogle grene, som var placeret ved stien og bænken, oplyser Anders Simonsen.

Det er generelt meget tørt derude i øjeblikket. Situationen har fået myndighederne til at opfordre folk til at være påpasselige med grill og ukrudtsbrændere henover påsken.

Borgere fra Sejs-Svejbæk kontaktede også brandvæsnet i løbet af mandag eftermiddag, fordi gløder ulmede på et godkendt bålafbrændingssted.

- Der var ikke noget dramatik i det, men på grund af tørken, og på grund af vinden, valgte nogle borgere at tilkalde brandvæsnet for en sikkerheds skyld. Og så kommer vi naturligvis, fastslår Anders Simonsen.


Ordet er dit