Tip os log ind

Borgmesteren håber...

02. august 2018, 13.01

FINANSIERING Aldrig har så mange ventet så længe på så lidt! Denne omskrevne Churchill-sentens passer på en prik på Steen Vindums bud på finansiering af valgnattens løfter på børneområdet.

Hjemkommet fra ferie ser jeg i stakken af aviser, at borgmesteren nu endelig - efter 8 måneder - har barslet med en plan for realisering. Fint, tænkte jeg, men skuffelsen tog hurtigt over. Der er jo slet ikke nogen plan, men kun en samling almindeligheder i form af forhåbninger, som vi vel alle kan dele.

Steen Vindum har regnet ud, at det hele koster 80 mill. kr. Fint, hvis det er tilstrækkeligt. Hvis ikke, og det er nok desværre tilfældet, så må der findes flere millioner. Man skal selvfølgelig måles på valgnattens løfter som de foreligger og ikke en eller anden beskåret udgave. Aner man her en begyndende retræte?

Håb nr. 1: Vi skal have flere tilflyttere, ud over den tilflytning, der allerede for længst er indregnet i budgetterne. Og de ekstra tilflyttere skal have gode indtægter og helst ikke for mange børn. Kommunen gør allerede en hel del for at skaffe tilflyttere, der er ikke anvist nye tiltag.

Håb nr. 2: Færre silkeborgensere skal indlægges på hospital. Handlingsanvisninger: ingen, ud over hvad man har gjort i årevis omkring forebyggelse, genoptræning mv. Som 69-årig er jeg vel i en højere risikogruppe end en på 29; gad vide, hvad Vindum har tænkt sig at gøre for at holde mig fri af sygehusverdenen ...

Håb nr. 3: Flere unge og flygtninge i arbejde. Handling: ingen, ud over at gøre som hidtil med projekter osv.

Håb nr. 4: Andre kommuner skal pænt træde til side, når Silkeborg ønsker at forøge sin andel af budgetrammen for landets kommuner. Mon de er klar til det? Mon de prioriterer Silkeborgs behov højere end egne?

En naturlig forlængelse af de 4 håb, og på niveau med dem, ville være at håbe på 4 ekstraordinært milde vintre, så sparede udgifter til snerydning kunne indregnes.

Det hele oser af handlingslammelse og angst for at prioritere. Samtidig åbner de 4 borgmesterhåb en ladeport for dårlige undskyldninger og bortforklaringer, når noget måske ikke går efter forhåbningerne. Er der da ikke nogen, der kan hjælpe vores allesammens flinke og håbefulde borgmester med lidt strategisk tænkning og handlekraft, så vi kan få tilført vores børn (i mit tilfælde børnebørn) de ressourcer på et ordentligt grundlag?

PS: Det er godt at konstatere, at den radikale formand som en af de sidste nu har opdaget, at der faktisk er et problem, der skal løses! Tidligere indlæg i avisen fra den kant har ikke just båret præg af denne indsigt. Bedre sent end aldrig, velkommen til virkeligheden!


Ordet er dit



Mere Debat