Tip os log ind

Boligudbygning - proportioner eller kaos

27. august 2018, 13.14

Byudvikling Man kan i MJA d. 24/8 læse, at Silkeborg kommune frem mod 2022 forventer 600 nye boliger i Silkeborg By. Indeholdt i dette tal er omdiskuterede byggerier som Papirtårnet og Søtorvet.

Hvis ellers man er tilhænger af flere indbyggere i Silkeborg, er det jo fint og godt.

I forbindelse med den meget omtalte udstykning og byggeri i Sejs-Svejbæk, bl.a. her i MJA, er der med det lokalplansforslag, der er i høring frem til d. 29/8, lagt op til 600-700 nye boliger indenfor ti år.

I følge Wikipedia, er der i Silkeborg by ca. 43.300 indbyggere, mens der iflg samme side, er ca. 4.200 i Sejs-Svejbæk. Dvs. Silkeborg er mere end 10 gange så stor som Sejs-Svejbæk, og alligevel regner man med, at Sejs-Svejbæk skal vokse med det samme antal boliger over den samlede periode.

Man kan selvfølgelig indvende, at tallet for Silkeborg gælder omtrent den halve periode, men mon ikke der så til gengæld er flere indbyggere pr. bolig i Sejs-Svejbæk?

Jeg er hverken matematiker eller byplanlægger, men det virker voldsomt, at en by af Sejs-Svejbæks størrelse, skal kunne rumme ligeså mange nye boliger, som den ca. ti gange så store Silkeborg.

MJA kan samme dag berette, at man i forbindelse med ovennævnte byggerier i Silkeborg, har besluttet sig for at ombygge flere kryds, for at imødekomme en forventet større trafikmængde. Det samme kunne man have ønsket sig i forbindelse med byggeriet i Sejs-Svejbæk, hvor der er udsigt til endnu mere trafikkaos omkring skolen og indkøb de kommende år.


Ordet er dit



Mere Debat