Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

Blotter-mistænkt mand anholdt

48-årig mand, der mistænkes for at have masturberet på banegården i Silkeborg, afhørt af politiet
23. februar 2018, 10.14

SILKEBORG En 48-årig mand fra det østlige opland til Silkeborg blev fredag morgen anholdt og taget med til afhøring på politistationen i Silkeborg.

Politiet oplyser, at manden er sigtet for at være den person, der 14. februar krænkede en 21-årig kvinde på banegården i Silkeborg. Kort før klokken 15 satte den fremmede mand i sort trenchcoat sig ved siden af kvinden på en bænk.

Manden blottede sit lem og masturberede.

Videoovervågningsbilleder fra 7-Eleven blev for et par dage siden offentliggjort i forbindelse med en efterlysning af gerningsmanden. Politiet var torsdag morgen blevet kontaktet af seks mennesker, der alle mente, at manden på billederne var den nu anholdte mand.

- I løbet af torsdag fik vi endnu flere tip. Vi har her fredag morgen modtaget 14 henvendelser i alt. Det er vi rigtig glad for, siger politikommissær Bent Riber Nielsen.

Den 48-årige mand kontaktede torsdag aften selv politiet. Han medgiver, at han var på stedet, men han erkender ikke anklagerne.

- Da han ringede til os fortalte han, at det er ham, man kan se på billederne. Men han er ikke enig i det hændelsesforløb, vi har lagt frem, siger Bent Riber Nielsen.


Ordet er dit