Tip os log ind
Luna Richardt, der stammer fra Silkeborg, var i 2016 med i tv-programmet "Den store bagedyst".
Foto: Martin Ballund

Bagedyst-deltager fra Silkeborg franarret knap 17.000 kroner

Luna Richardt, der stammer fra Silkeborg, og som har været med i »Den store bagedyst«, er blevet udsat for svindel på nettet
16. juli 2018, 08.07

SILKEBORG Det er ikke den bedste start på sommeren, som Luna Richardt har fået. Den tidligere bagedyst-deltager, der kommer fra Silkeborg, er blevet udsat for net-svindel og franarret lige knap 17.000 kroner fra sin konto. Det skriver Ekstra Bladet.

Hun er vant til at handle på nettet og påpasselig og havde derfor aldrig troet, at hun skulle ende i den situation, som hun havnede i den 17. juni, hvor hun fik en mail, som - hun troede - var fra Nets.

I mailen stod der, at nogen var ved at handle på hendes konto i udlandet - var det hende selv, skulle hun forholde sig passiv, mens hvis det ikke var hende, skulle hun stoppe transaktionen.

Derefter tjekkede hun på Nets' hjemmeside, om der var en lignende fupmail i omløb, men da hun ikke fandt en, der matchede, gik hun i gang med at svare på mailen.

Kort tid senere får Luna Richardt en verificerings-sms fra Nets, hvor der er en kode, som skal godkende et køb på et beløb i pund, der svarer til knap 17.000 kroner, fra butikken Philipp Plein.

- Jeg bliver bange og ringer omgående for at få spærret mit kort. Jeg tror, at jeg har fået afværget misbruget af mit kort, siger Luna Richardt til Ekstra Bladet.

Men den 25. juni mangler pengene på hendes konto. Og siden har hun kæmpet med sin bank - Spar Nord - med indsigelser og en klage, men banken vil ikke erstatte tyveriet.

- De siger, at jeg har tastet den kode ind, som jeg fik på sms. Men det har jeg ikke gjort. Det var der ikke mulighed for noget sted. Det er en frygtelig situation at stå i, siger Luna Richardt til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har talt med bankens pressechef Leif Simonsen, som siger, at man nu vil se på sagen igen.


Ordet er dit



Mere 112