Tip os log ind
Kasper Dolberg (til venstre) bliver omringet af holdkammeraterne efter en scoring mandag aften i 5-1-sejren over Georgien. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Aviser vil se mere til Kasper Dolberg i front

11. juni 2019, 09.05

FODBOLD Kasper Dolberg bør fremadrettet være manden, som landstræner Åge Hareide satser på i front på det danske landshold.

Sådan lyder en stort set enstemmig dom fra sportscheferne på de danske aviser, efter at Ajax-angriberen scorede to gange i mandagens 5-1-sejr over Georgien i EM-kvalifikationen.

- Nu er det ham alle kigger på, for naturligvis får han chancen fra start næste gang, at Åge Hareide kalder til tjeneste, skriver Ekstra Bladets Allan Olsen.

På B.T. forventer sportschef Søren Klæstrup også, at Dolbergn starter inde, når EM-kvalifikationen fortsætter til efteråret mod udekampe mod Gibraltar og Georgien.

- Kasper Dolberg er fremadrettet manden, der skal starte inde som 9'er, skriver Klæstrup.

Hos Politiken ser sportsredaktør Søren-Mikael Hansen mulighed for, at Dolberg med tiden kan blive en folkehelt, hvis den lidt indadvendte angriber åbner op for følelserne.

- Står kampen mod Georgien alene som udslagsgivende målestok, er Danmarks frontangriber for de næste mange år nu definitivt fundet, skriver Søren-Mikael Hansen.

/ritzau/


Ordet er dit