Tip os log ind
Foto: Jens Anker Tvedebrink

At være udsat

01. august 2018, 12.30

Det er sommer - og hvilken sommer! Ikke en sommer man har kendt mage til i mands minde. Og udover det dejlige ved, at man kan bade hver eneste dag - og ovenikøbet trænge til det - og sidde ude hver eneste aften indtil myggene driver en ind, ja så er det unægtelig også lidt bekymrende med en sådan varme og tørke. For er det en enlig sommersvale, eller er det klimaet, der er ved at ændre sig, så vi kan forvente lignende varme og tørke de kommende år?

For sommerens varme og tørke viser også hvor udsatte vi er, når tørke og brande breder sig og afgrøderne svigter.

Vi er ikke vandt til at se os selv som udsatte på den måde her på vore nordlige breddegrader, men det er vi jo på mange måder fælles om at være. For at være udsat er ofte noget vi tillægger bestemte grupper eller mennesker. Der tales om udsatte børn, unge og andre og ofte gøres der først for alvor noget, når det absolut ikke kan udsættes længere og derfor er det faktisk meget glædeligt, at det er blevet muligt for 18- til 20-årige at få gratis psykologhjælp, hvis de lider af angst eller depression. For det er godt at forebygge frem for at helbrede. Det er alle enige om, men ofte tænker vi kortsigtet i stedet for langsigtet selvom vi ved, at det ofte er både bedre og billigere og skåner mennesker for lidelse.

I lørdagens udgave af Midtjyllands Avis kunne formanden for socialt udsatte, Jan Sjursen, bekræfte at antallet af socialt udsatte stiger, selvom man har afskaffet fattigdomsgrænsen. Men det betyder ikke, at udsatte og fattige ikke findes mere. Tværtimod er antallet af fattige steget til næsten det tredobbelte i løbet af de sidste 15 år.

Misbrug, hjemløshed og psykiske lidelser er stigende ikke mindst blandt unge - og det er dybt bekymrende. For det er ikke altid de får den hjælp, der er brug for i den måde vi har indrettet vores system på, fordi vi er bange for, at det hele bliver et stort tag-selv ord.

Samtidig er der en stor villighed blandt rigtig mange til at gøre en indsats for andre. I går talte jeg med lederen af Kirkens Korshær her i byen, der fortalte at der alene der er 300 frivillige og Selvhjælp Silkeborg og rigtig mange andre gode organisationer her i byen kan fortælle noget lignende.

At være svag og udsat er ikke forbeholdt enkelte grupper, men det er noget vi alle kan være eller blive, når muligheder og vilkår ændre sig, og omsorg er det den for tiden stærke giver den for tiden svage!


Ordet er dit



Mere Debat